Hvordan følels det at være skilsmissebarn i landets mest langt ude familie? Det får vi svar på i Anja Hitz' nye bog om Rose, hendes fire forældre og seks søskende. 
 
"Mig og min familie. Aldrig helt alene" er femte bog i en kærlig og spøjs bogserie om skilsmissebarnet Rose og hendes kæmpe store familie. Roses familie har kronisk vokseværk, og dette er både på godt og ondt for den følsomme 12-årige pige. ”Der er pap overalt i mit liv” siger Rose, da hendes familie endnu engang skal udvides, og hun oplever frustrationen over at have to værelser, to huse, to sæt forældre og alt for mange papsøskende. 
 

Selvom det kan være hårdt at være delebarn sætter Anja Hitz skilsmisselivet i perspektiv, da Rose møder den forældreløse flygtningedreng Massi. Roses egne tanker og følelser omkring, hvor hårdt det er at pendle mellem to familier bliver her sat på standby, når hun forsøger at hjælpe sin nye ven med at få en tryg og glædesfuld hverdag. Gennem Massi opdager hun, at det ikke er helt dårligt at have massere af skøre familiemedlemmer omkring sig. 

LÆS OGSÅ: Boganmeldelse: Alt om at være pige

"Mig og min familie. Aldrig helt alene" er en næstekærlig og nærværende bog om at dele. Anja Hitz skildrer på en rørende måde de knudepunkter, der kan opstå i delefamilier, og ligeledes hvor svært det kan være at skulle dele ud af noget så kostbart som sin mor og far. Hele bogserien er en oplagt støtte til skilsmissebørn og kan være et godt samtaleudgangspunkt for dig og dit barn.

På meget aktuel og elegant vis illustrerer Anja Hitz ligeledes, hvordan det kan være, at være et forældreløst flygtningebarn i Danmark. Bogen kan derfor også være et godt udgangspunkt for at tale med dit barn om, hvordan det er at føle sig helt alene i verden.  

Bogen er skrevet i et sjovt og letlæseligt sprog og der er er fine illustrationer igennem hele bogen, hvilket er med til at bringe karaktererne i historien til live. De 126 sider er delt op i 23 kapitler og bogen kan derfor læses over flere omgange. Har man ikke læst Anja Hitz første fire bøger om Rose i "Mig og min familie", kan man stadig let læse bogen, da der er et kort og levende resume af de forrige bøger i starten af bogen.  

Alderstrin: 7-12 år
Mig og min familie. Aldrig helt alene.
Forlag: Høst & Søn
Vejl. pris: 199,95 kr