Café & Øl-halle ligger i kælderen af Arbejdermuseet. Cafeen er blevet restaureret og står nu som i 1892. Her kan du få mad som i de gode gamle dage. Og alt er selvfølgelig hjemmelavet. Tag med på en rejse tilbage i tiden på Café & Øl-halle. 

Så snart man går ned af trapperne til restauranten, er det som at gå ind ad døren til en svunden tid. Der spilles jazz i baggrunden og væggene er beklædt med træ. Selv i en halvtom restaurant kan man mærke stemningen. Tjenerne er søde og sørger for, at man har alt, hvad man skal bruge. 

Men det er først når restauranten begynder at blive fyldt op, at den særlige stemning breder sig. For 100 år siden blev huset, som restauranten ligger i, bygget som ”den almindelige forsamlings- og foreningsbygning i Hovedstaden”. Café & Øl-halle var i starten en selvstændig butik med tilstødende vin- og ølhal, men blev hurtigt en del af forsamlingsbygningen som frokoststue og restaurant. Og det er netop en stemning af forsamlingshus man møder i Café og Øl-hallen. For folk hilser på hinanden og falder i hyggelig småsnak. 

Duften fra køkkenet
Det er ikke kun indretningen, der er taget 100 år tilbage i tiden, men også spisekortet. Alt er hjemmelavet, og der er fokus på økologiske råvarer.  Og som noget helt særligt kan man få  en Stjernepilsner hos Café & Øl-halle.
Men tilbage til maden. Her kan man få alt fra sild, rugbrød, biksemad samt rigtig husmandskost, som bestod af krebinet m. stuvet kål og kartofler. Jeg valgte selv en kartoffelmad og lun flæskesteg. 

Da duften fra køkkenet bredte sig i restauranten, blev min sult kun større. Det var kartoffelmadden der kom først. Portionerne var lidt større end jeg havde regnet med, og der var ikke sparet på noget! Det var nye, små kartofler med hjemmerørt mayonnaise og hjemmelavet ristet løg. Og hvor smagte det dog godt. Det var hele besøget værd.

LÆS OGSÅ: Små mennesker små fornøjelser - familiebesøg på Sliders

Bagefter fik jeg serveret lun flæskesteg. Den blev også serveret på rugbrød med rødkål og flæskesvær. Den mad havde jeg glædet mig til. Men jeg blev desværre lidt skuffet. Allerede da tjeneren serverede maden, blev jeg mødt af en duft af eddike fra rådkålen og 2 stykker kød med en fedtkant, der var lidt for tyk, for min smag. Til gengæld har jeg aldrig smagt bedre flæskesvær. Det var frokostens helt. Jeg kunne have spist en hel pose af de flæskesvær!

For børn med modige smagsløg
Pga. den indbydende atmosfære og gode, anderledes stemning, er restauranten et fint sted at tage børnene med. Dog vil kræsne børn ikke have stor glæde af menukortet, der udelukkende rummer gammeldags mad med ingredienser som kapers og ansjoser. Ingen særlige børneretter. Men børn med modige smagsløg vil nyde stedet. Børn af Børn i byen klubmedlemmer spiser da også gratis i følge med spisende voksne.
I forlængelse med restauranten ligger Arbejdermuseet. Og efter en lækker frokost er det bestemt også et besøg værd - for ungerne er den permanente udstilling Børnenes Arbejdermuseum især sjov at opleve.

Tre ud af fem stjerner: 
Café & Øl-halle, Arbejdermuseet
Rømersgade 22, 1632 København K