Junglebogen er spektakulær, grufuld charmerende og indtagende. Instruktør, Jon Favreau,forener elegant universerne fra såvel Kipling som Disney - og udnytter computeranimation og 3D på smukkeste vis.

"I know you're not a wolf, but couldn´t you at least act like one"

Mowgli hører ikke til. Han er hverken ulv, panter, bjørn eller et rigtigt menneske. Derfor må han på en lang rejse, genopfinde sig selv og skabe sin egen rolle i junglen. På rejsen knytter han tætte bånd til den stringente panter Bagheera, den kærlige ulvemoder, Raksha, og den tilbagelænede bjørn, Baloo. De lærer hver især fra sig - og Mowgli tager imod, hvad han kan bruge og finder sin egen vej i et lovløst jungleland med modsatrettede interesser.

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: Kung Fu Panda 3

Junglebogen er ualmindeligt smuk og naturalistisk. Du befinder dig dybt inde i den indiske jungle: ser, mærker og hører rumlighed og dybde via de høje, majestætiske træer, reflekterende lys mellem stammerne og nære lyde af de mange dyr, der piler rundt.  

Måske fordi filmen er så naturalistisk, skal man som publikum lige vænne sig til stilen med talende dyr, men er hurtigt med på præmissen, for de animerede vilddyr er så uhyggeligt overbevisende i reaktion og bevægelse, at man til tider glemmer, at alt er computerskabt eller optaget i et lille studie i Los Angeles. 

Oven i hatten kommer at fortællingen bringes yderligere til live af et imponerende cast af stemmer: Bill Murray som Baloo, Idris Elba som Shere Kahn, Ben Kingsley som Bagheera, Lupita Nyong’o som Raksha, Scarlett Johanson som Kaa, Christopher Walken som King Louie, Giancarlo Esposito som Akela - og selvfølgelig Neel Sethi som Mowgli og eneste filmede karakter.

LÆS OGSÅ: Familiebesøg på Sliders

Den nye version af Junglebogen er mere nuanceret og tættere på den oprindelige Kipling i dybde og perspektiv. Alligevel henviser Jon Favreau elegant og underspillet til Disneyfilmen fra 1967, og bevarer charmen og de sjove indslag, som vi alle kender og holder af.

Personligt gik jeg ud af biografen visuelt overvældet, virkelig godt underholdt, smånynnende og med et lille smil på læben. 

Fem ud af fem stjerner!

Premiere: 14 april 2016
Frarådes børn under 7 år
Se t
railer her.