Der går ikke længe, før de flotte lyserøde kirsebærtræer, som hvert år tiltrækker hundredevis af tilskuere, springer ud og melder forårets ankomst. Vi har fundet 5 steder, i byen, hvor I kan tjekke dem ud.

1. Langelinje Park

I Langelinje Park på Østerbro er der fyldt med kirsebærtræer, som når vi rammer foråret, danner et lyserødt loft af blomster. Her kan man med fordel slå sig ned på et tæppe og ligge og betragte træerne. Gør man det den 29.-30. april, rammer man den årlige Copenhagen Sakura Festival, som afholdes på stedet. Festivalen er en japansk festival, som hylder netop kirsebærtræerne, og som byder på masser af japanske traditioner og -mad. Læs mere om arrangementet her.

2. Bispebjerg Kirkegård

En af de allermest populære destinationer for Københavnerne, når der skal beundres kirsebærtræer, er Bispebjerg Kirkegård i Nordvest. Her findes en hel allé af lyserøde træer, som danner en passage for de mange besøgende.

LÆS OGSÅ: De 5 forårsudflugter

3. Sønder Boulevard

På skønne Sønder Boulevard er der også rig mulighed for at få et glimt af de populære, lyserøde træer. Boulevarden er nemlig udstyret med en stribe af kirsebærtræer, som kan nydes fra den solrige plads.

4. Assistens Kirkegård

Assistens Kirkegård er et tilløbsstykke for mange, både turister og københavnere, når den første forårssol melder sin ankomst. Her kan nogle af de berømte danskeres grave findes, bl.a. H.C. Andersens. Der er desuden masser af grønne områder, som man kan slænge sig på - flere med kirsebærtræer.

LÆS OGSÅ: De 5 oplevelser med gys og spænding

5. Kongens Have

I hjertet af København, findes Kongens Have. Også her er der adskilllige kirsebærtræer som kan nydes fra et tæppe, eventuelt i selskab med en picnickurv.