Øresundsakvariet er Danmarks mindste, men også hyggeligste saltvandsakvarium, udelukkende med fisk og havdyr fra Øresund og Kattegat. Børn i byen har været et smut forbi Nordhavnen i Helsingør og giver jer her vores dom over stedet.

Børnerørebassin
I det øjeblik du træder ind på Øresundsakvariet, er det første syn der møder dig, en masse begejstrede børn ved børnerørebassinet ved akvariets indgang. Det aflange bassin i 3 niveauer passer perfekt til de forskellige aldersgrupper, og medvirker til at ungerne fordeler sig ligeligt omkring bassinet. Her kan man bl.a. røre en søanemone, en fladfisk, en søstjerne eller en strandkrabbe, og når det er blevet tid til den daglige fodring, får ungerne lov til at hjælpe med - et stort hit for mindre børn.

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: Cirkus Arena - Vild med cirkus!

Rørebassin for de ældre børn
Bevæger du dig videre ind i akvariet, er det næste bassin der møder dig, endnu et rørebassin - denne gang for de lidt ældre børn. Bassinet er omkring 1,5 meter højt og det kræver defor at børnene har en vis højde, eller en stærk mor eller far til at løfte, hvis der skal røres ved fiskene. Her svømmer der bl.a. 2 rokker rundt mellem en gruppe større fisk. Rokkerne er ekstra populære blandt ungerne, da de jævnligt kommer op til overfladen og hilser på.

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: Kung Fu Panda 3

Biotopakvarier og temaakvarier
Det bagerste rum i Øresundsakvariet er udelukkende indrettet med biotopakvarier og temaakvarier. I biotopakvarierne tages de besøgende med på en rejse til nogle af de mange forskellige levesteder, der findes i Øresund. Dyrene her er i næsten naturlige omgivelser. I temaakvarierne ses bl.a. en række mindre dyr, som er svære at spotte i større akvarier. Det er dog især de større havdyr som trækker opmærksomhed, nemlig den den ottearmede blæksprutte og den 'fladmaste' Helleflynder. Ungerne kan bruge lang tid på at observere de enkelte fisk og er meget nysgerrige på at lære og ivrige for at fortælle og forklare hvad de oplever.

Øresundsakvariet er et levende bevis på, at det ikke behøver at være stort, for at være imponerende - især ikke for børn. De 2 rørebassiner er alt hvad der skal til, for at vække ungernes interesse, og trods de få kvadratmeter, kan der bruges timer på at røre, opleve og fortælle. 

5 ud af 5 stjerner: 

Børn i byen kan i den grad anbefale en tur til Helsingør, hvor også Kronborg ligger. Besøg både Øresundsakvariet og Kronborg, og gør det gerne i skolernes ferier, hvor Øresundsakvariet byder på sjove arrangementer for ungerne (hold øje med hvilke, her).