Gør som blandt andre supermodellen Miranda Kerr og brug 15 minutter om dagen på at holde dig i form. Vi har fået yogalærer Sisse Dall til at dele tre gode træningssites, der guider dig til at træne hjemme på stuegulvet.  Pssst … Der er også en gave til Børn i byens læsere undervejs i artiklen!

Din egen iltmaske først
’Lige-nu-har-jeg-bare-ikke-tid-til-at-træne-så-jeg-må-komme-i-form-når-børnene-bliver-store’. Den sætning, hører yogalærer Sisse Dall ofte, og hver gang det sker, ser hun i sit hoved et billede af stewardessen i flyveren, som oplyser os om, at vi altså først skal tage iltmasken på os selv og bagefter hjælpe andre. Vores psykiske tilstand, vores robusthed og mentale styrke, hænger uløseligt sammen med det fysiske. Og vil vi have et langt liv og ældes med lækkerhed og ynde, er en stærk fysik et must.

Desuden hjælper motion mod stress og bare dét, burde være en god grund til at få os til, at bevæge os mere end det minimum, som hverdagen forlanger af os. Vi med små børn ved, at hverdagen godt kan være overvældende, og også at skulle tænke på at vedligeholde sin fysiske og mentale sundhed, kan være et urealistisk projekt. Hvis vi ændrer vores holdning til hvad træning burde være, kan situationen dog blive helt anderledes.

LÆS OGSÅ: Opskrift: Hjemmelavet mandelmælk

Træn kort og intensivt
Sisse Dall fortæller, at træning som vi kender den, er ved at gennemgå en transformation. Specielt den nødvendige tid for at assimilere træningen i krop og sind er til revidering, og det er gode nyheder for den travle mor. Der er kommet nye former for træning, som fokuserer på korte, intensive klasser, som ikke tager mere end et kvarter. Det kan være HIIT (Høj intensivt interval træning), eller dynamisk yoga som for eksempel Vinyasa/Power yoga, eller en ny form som kaldes Bowspring.
Her giver Sisse Dall sine bud på tre sites, som er enten gratis eller billige, og hvor du får friheden til at træne på stuegulvet derhjemme, før ungerne står op, eller efter de er lagt i seng. Det er en gave at give til dig selv og dine børn. 

Yogavivo.dk

På dette nye, danske site finder du en 21-dages udfordring til os med en travl hverdag, hvor vi med lidt anderledes yoga skal få sved på panden og udfordre krop og sind i ca. 15 minutter om dagen. Et abonnement til mere end 120 videoer med yoga, afspænding og meditation koster 119 kroner om måneden og med dette link får Børn i byens læsere de første 14-dage gratis: Yogavivo for Børn i byen.

Blogilates.com

Gratis, amerikansk site med pilates inspirerede klasser. Sitet er startet af den amerikanske pilates dronning Cassey Ho, som har en masse krudt i numsen. Du kan selv gå ind og vælge hvor længe du vil træne og hvad du vil have fokus på (arme, baller, ben osv.). Sitet er sjovt, meget lyserødt og temmelig piget, og byder udover træning på spændende madopskrifter og tips og råd i forbindelse med træning og sundhed. 

Fitnessblender.com

Gratis, amerikansk site med en masse HIIT inspirerede klasser. HIIT er høj intensivt interval træning. Det vil sige at du træner kort med hårdt. Det er lettere at give den fuldgas, når man kan se lyset for enden af tunnelen. Også her kan du vælge mellem forskellige fokusområder som f.eks. kropsdele og antal minutter eller om det skal stille og roligt (andre klasser end HIIT) eller høj puls. 

Om Sisse Dall:
Sisse er yogalærer og optaget af bevægelse, mad og mindfulness. Desuden er hun mor på fuldtid, og eksperimenterer med træning og mindfulness, som faktisk er mulig at presse ind i en travl hverdag, uden at det bliver for tidskrævende og besværligt. Og så er hun en ivrig tester af alternative, sunde, hurtige og billige opskrifter. Find Sisse påwww.yogavivo.dk/sissedall.