Har du en datter på omkring 8-11 år? Og er hun glad for teater eller film? Så er der en god chance for, at du skal ud og investere i den nye bogserie af forfatter Karen Vad Bruun.

Selma og Lulu er bedste veninder, og de elsker at spille teater. Men mens Lulus store drøm er, at blive berømt, synes Selma bare, at det er sjovt at finde på historier og leve sig ind i en rolle. Det store problem opstår, da begge tøser tager til filmcasting og Selma, der ikke engang er sikker på, om hun har lyst, får tilbudt en filmrolle for næsen af Lulu. 

De første to bind i bogserien er netop udkommet. De kredser om, hvad det vil sige at være gode venner, om misundelse, ærlighed og om at give hinanden plads. Samtidig er det en historie om, hvordan film bliver til; om casting og kameraer.

LÆS OGSÅ: Boganmeldelse: Den hvide kanin og den sorte hat

Personerne i bogen står med få effektive sætninger klart frem: Mørkhårede Selma, der godt kan lide at spille trold, og udadvendte lyse Lulu, som selvfølgelig er prinsesse. Historien og godt og flydende skrevet, og min 8-årige pige gnavede sig på et par feriedage begge bind igennem – også fordi første bind slutter med lidt af en ”cliffhanger”, der øjeblikkeligt kalder på næste bind. 

”De var gode!”
Min 8-årige datter var af en eller anden grund lidt skeptisk over for bøgerne, men hendes mistro blev snart gjort til skamme, og hendes dom lød efterfølgende, at de var gode. Noget andet der trækker serien op er de søde illustrationer af den svenske illustrator Jenny Kemper.
Så gå endelig i krig med denne nye bogserie – vi ser i hvert fald frem til fortsættelsen!

Fire ud af fem stjerner: ★ ★ ★ ★ 
Hvad: Første to bind i serien ”Stjernestøv” af Karen Vad Bruun, Forlaget Corto
Hvem: 8-11 årige piger
Hvornår: Udgivet 15. februar 2016
Hvor: Kan købes i de fleste boghandlere eller direkte hos forlaget Corto her. 129 kr. stk.