Hvad skal man stille op, når man ønsker sig at få børn, men man ikke har mødt den rette mand at få dem med? Og man i øvrigt er bange for at tiden render fra én, hvis man venter for længe?  Løsningen kan være at blive mor på egen hånd med hjælp fra en donor. 

Dette var min situation, da jeg blev gravid med en anonym donor i foråret 2010. Ved den første scanning viste det sig endda, at der var to! I dag er jeg mor til tvillinger på 5 år.

Hverdag, netværk og fællesskab
Jeg bliver tit spurgt om, hvordan jeg klarer hverdagen. Den har i dag en fin rytme, men der har undervejs været begrænset overskud, massivt søvnunderskud og dobbelt op på børnesygdomme. Her har det været afgørende med et aflastende netværk og et fællesskab at dele erfaringer med.   Hvis man lever efter reglen ”Jeg skal kunne klare alting selv”, så kan de barske perioder være en kærkommen lejlighed til at revidere den overbevisning. I mit netværk af alene-mødre har jeg kunnet spore størst trivsel hos dem, der har været gode til at opsøge hjælp og snakke åbent om udfordringerne.  

LÆS OGSÅ: Månedens barsels-tips fra en blogger: Sneglcille 

Den glade mor er en god mor
Da tvillingerne var nyfødte, sagde en sygeplejerske til mig, at jeg skulle sørge for at inddrage mit netværk, for ”… hvis du går ned, går alt med ned”. Hendes råd inspirerede mig til denne leveregel: Den glade mor er en god mor. Det betyder, at ikke alt, hvad vi gør som familie, er på børnenes præmisser - men også tit er på mine mht. steder vi tager hen, hvornår vi gør hvad, ferieform osv.  Jeg har ud fra levereglen om den glade mor også prioriteret at opretholde et socialt liv, som børnene ikke er en del af. Til direkte glæde for mig – til indirekte glæde for børnene.   Løsningsmodellerne er mange. I mit netværk har nogle indrettet sig med au pair, en reserve-bedste eller bare gensidige tjenester mht. indkøb og børnepasning. Endelig er nogle gået på nedsat arbejdstid for at vinde tid. Livskvalitet og godt moderskab kan opleves og opnås meget forskelligt. Min pointe er, at fokus på egen trivsel er nødvendigt for at kunne være en god mor. 

LÆS OGSÅ: Mit livs største tigerspring: Om en nybagt mors mentale udvikling

Omverdenens reaktion
Jeg har haft mange dialoger med kvinder, der har overvejet at sætte børn i verden via donor. Et tilbagevendende tema har været omverdenens reaktion og frygten for fordømmelse. Det er et vilkår – helt generelt - ikke at kunne sikre sig mod negative reaktioner fra andre mennesker. Min holdning er, at jo mere afklaret man er med sin egen beslutning på godt og ondt, des lettere er det også at håndtere de negative reaktioner. Jeg har ikke mødt megen kritik, men jeg har det fint med den. Ofte er der god mening i kritikken - man kan bare ikke sige ja og nej på én gang.

Mor, hvad hedder en spegepølsemad på engelsk?
Der har været mange udfordringer, men selv når jeg har været mest drænet, har jeg aldrig fortrudt. Glæden mærkes, når de små hænder griber om mine, når jeg mærker at være vigtig i deres liv, når de suser lykkelige og rødkindede rundt, og når de spørger mig, hvad en spegepølsemad hedder på engelsk.
Så bliver de små situationer store, og hverdagens kolbøtter retter sig ud.

Om forfatteren:
Henriette Cranil er psykolog, en erfaren foredragsholder og til daglig afdelingsleder i et privat konsulenthus. Henriette har desuden valgt at få børn på egen hånd via en donor.