Antboy 3 er en nuanceret, veloplagt og actionfyldt afslutning på trilogien baseret på romanserien af Kenneth Bøgh-Andersen.

Hvem er den lalleglade tosse? Pelle Nørhmann har det godt. Han er blevet kæreste med Ida, Loppen er fængslet, og der er ryddet godt ud i superskurke i Middellund. Alt ånder fred og harmoni. Men én ting har han lært siden han tre år tidligere blev bidt at en myre og fik superkræfter: alt kan ændre sig…

Pludselig dukker en ny, smartere og hurtigere superhelt op, Loppen løslades, verden bliver uigennemskuelig og grænsen mellem godt og ondt er ikke mere så klar. For hvad er Loppen og den nye direktør for Exofarm, Alicia Dufort, egentlig ude på?

Antboy-filmene brillerer ved ikke at tale ned til børn og går ikke på kompromis hvad angår stil og skuespil.

LÆS OGSÅ: Overblik: Vinterens filmpremierer for børn

Stærk stil og godt skuespil
Filmene er fyldt med smukke billeder, flot grafik, fantastiske locations, storladent musik og skæve biroller.  Der leveres i det hele taget godt skuespil, og man lader ikke børn nøjes med det middelmådige. Særligt Paprika Steen som Alicia Dufort og Nicholas Bro som Loppen slår gnister og balancerer perfekt mellem gru og glimt i øjet.  Desuden er Samuel Ting Graf troværdig og overbevisende i den meget karikerede og udanske rolle som Antboys sidekick, Wilhelm.  

I det hele taget lader filmen sig ikke begrænse og leger ubekymret med stil og genre.

LÆS OGSÅ: Guide: Vinterens teaterforestillinger for børn

Antboy 3 - sin egen genre
Antboyfilmene har givet superheltefilmen et humoristisk og meget dansk twist. Det udspringer selvfølgelig i Kenneth Bøgh-Andersens idé om et barn som superhelt, men også fra klassiske danske børnefilm- og fortællinger, som eksempelvis Gummi Tarzan, Busters Verden og måske også Nattevagten?

Dét, Antboyfilmene tilfører, er en kæk, forfriskende og legende selvtillid, som gør, de frygtløst kaster sig ud på gyngende grund og lægger arm med internationale genrer, uden på noget tidspunkt at fornægte sin socialrealistiske arv. 

Og det gør Antboy 3 til en begavet, humoristisk og actionfyldt film - og virkelig god underholdning for både børn og deres voksne.
Fire store stjerner til Antboy 3. Afsted i biografen!

Fire ud af fem stjerner: 
Antboy 3
Premiere: 11. februar 2016
Tilladt fra 7 år
Se trailer her.