Ud i kulden og ind i varmen. Vi guider jer til 5 varme steder at søge ly her i vinterkulden!

1. Saunagus i DGI-byen

Smut i DGI-byens Vandkulturhus og få en kølig dukkert efterfulgt af ren afslapning i varmtvandsbassinet, en tur i jacuzziet og selvfølgelig en god omgang saunagus. Saunagus er en sanselig oplevelse, der fremmer jeres velvære. De professionelle gusmestre fører jer gennem sessionerne, hvor duften af æstetiske olier spreder sig i saunaen, når de rammer de glohede sten. Saunagus er en dejlig varm oplevelse, efterfulgt af en tur under den iskolde bruser. Vekslingen mellem kulde og varme fortsætter flere gange og resulterer i en velgørende virkning. NB! Saunagus koster 40 kr. ud over entréen til Vandkulturhuset. Som Børn i byen-medlem sparer I 20% på entréen.

2. En kop varm kakao

Brrrr… det er koldt for tiden. Er I ude og løbe ærinder i byen, så forkæl jer selv med en kop varm kakao med flødeskum, på en af byens børnevenlige caféer. Prøv fx at lægge vejen forbi Hotel Chocolat, som er et sandt chokolade-univers med 96 forskellige varme drikke lavet på kakaobønner. Hotel Chocolat laver den varme chokolade, lige som I foretrækker den - tyk og cremet eller tynd og læskende. I kan også vælge at gå på et vaskeægte konditori og få varmen med et stykke lækker kvali-kage: De 5 konditorier.

LÆS OGSÅ: Saunagus for hele familien

3. Palmehuset i Botanisk Have

Palmehuset i Botanisk Have er en skøn, grøn og varm kontrast til det kolde vintervejr udenfor. Smut ind og se på planter og blomster i alle former og farver. Oplev det regnskovsagtige, varme klima, samt de mange tropiske og subtropiske planter. Glem vinteren for en stund og tag et hvil under palmerne. Hvis I er heldige, kan I måske få øje på pilegiftfrøerne og sommerfuglene, som lever sammen med mangrovetræerne og kæmpeåkanden Viktoria.

4. Indendørs leg

Er ungerne trætte af at lave perleplader derhjemme, så tag hen og besøg en af byens - varme - indendørs legepladser. I vores artikel om 5 styks, finder I inspiration til forskellige udflugtsmål, enten kombineret med museumsbesøg og shopping eller med fuld fokus på leg. Her kan ungerne brænde krudt af og “få varmen”. Du finder dem her.

LÆS OGSÅ: De 5 legelande

5. Vinterbad Bryggen

Den første søndag i hver måned, er der gæstebadedag ved Havnebadet, Islands brygge. Det foregår mellem kl. 13.00 og 16.00 og alle, også børn, er velkomne til at kigge forbi. Her vil I få en idé om hvad det vil sige at være vinterbader, med en tur i Havnebadet efterfulgt af en varm tur i sauna med saunagus. Arrangementet er gratis og det er ikke nødvendigt med tilmelding. Lignende arrangementer kan sikkert findes i andre af byens Vinterbadeklubber, så det er bare med at komme ud i kulden og ind i varmen!


Bonusvarme: Peder Oxe

På hyggelige Peder Oxe på Gråbrødretorv, er der i vinter- og efterårsmånederne ild i den åbne pejs, med mulighed for at varme sig ved de opstillede borde i nærheden. Restauranten byder på nordisk og fransk-inspirerede retter, med alt fra smørrebrød, årstidens grøntsager og lækkert kød. I kan dog også nøjes med en varm drik - stedet har et stor udvalg af te og kaffe, og ikke mindst varm kakao lavet på lækker belgisk chokolade - med flødeskum selvfølgelig.

Billeder: DGI-byen, m.fl.