"Frøen og fluen" er en ny billedbog til børn fra ca. 5 år om en frø, der har nok i sig selv, en flue, der som fluer generelt, er irriterende og en motorcykel, der ændrer alt. 

"Jeg har byens bredestes mund - jeg venter her en stund", siger  frøen i bogen "Frøen og fluen" af Jesper Wung-sung. En historie om en selvsikker frø, der sætter sig på den solvarme vej og venter på, at en flue skal komme forbi. Og haps - så har den planer om at snuppe den med sin rød-prikkede tunge, men ikke alt ender som den grønne frø drømmer om. 

Jesper Wung-sung har skrevet en lang række bøger og noveller for både børn, unge og voksne. Det er tydeligt, at Wung-Sung er en erfaren forfatter, der leger med ordene. En god fortæller der får en simpel historie om en frø til at fylde 36 sider. Selv trak jeg på smilebåndet, når frøen drømmer om, hvordan man kan tilberede en flue. For sådan en flue kan være både hårdkogt, letdampet eller som flue-sushi.

LÆS OGSÅ: Boganmeldelse: "Den hvide kanin og den sorte hat" af Jesper Wung-Sung

Det legende sprog kræver, at du tager dig tid til at læse højt for dit barn for at få det fulde udbytte, da den ikke er velegnet som en læs-selv bog for barnet. Til trods for at jeg trækker på smilebåndet i løbet af historien, er det absolut ikke en munter historie, man snarere en historie om de barske realiteter en frø kan blive udsat for. Eller som undertitlen antyder, en elementær indførelse i darwinisme hentyder til, en kamp om overlevelse. 

Det er en skræmmende historie, der understreges af de til tider meget barske illustrationer af Lisa Aisato, og man skal være et temmelig sejt barn, hvis man ikke får lidt ondt af den selvglade frø.

Bogen kommer helt sikkert på hylden blandt de bedre børnebøger hjemme hos os.

Fire ud af fem stjerner: 
"Frøen og fluen" af Jesper Wung-Sung
Udgivet januar 2016
Høst & Søn
Vejl. udsalgspris 149,95 kr.
Anbefales til børn fra ca. 5 år