Børn tager en række mentale tigerspring i løbet af deres første leveår. Det samme gør moderen, mener forfatter Charlotte Heje Haase, der står bag den humoristiske bog "Mit livs største tigerspring - en barselsdagbog". Børn i byen har her interviewet hende om baggrunden for bogen.

Om forfatteren:
Charlotte Heje Haase er forfatter, sociolog, skrivementor og foredragsholder. Men vigtigst af alt, så er hun mor til en datter fra marts 2013 og bonusmor til tre.  I “Mit livs største tigerspring - en barselsdagbog”, beretter hun bundærligt og med humor og misundelsesværdig selvdistance om alle de tanker og følelser, der kendetegner den første tid som mor.

Hvorfor har du skrevet barselsdagbogen “Mit livs største tigerspring - en barselsdagbog”?

Jeg skriver altid for at forstå verden. Da jeg blev mor, så eksploderede jeg i kærlighed, men så sneg usikkerheden sig også ind – gjorde jeg det nu godt nok? At skrive omkring det første år, har hjulpet mig til at se mine mønstre, og det har også været en sjov og livsbekræftende rejse ind i moderskabet. Jeg HADEDE før i tiden, når folk sagde, at man ikke ville forstå ting, før man blev mor. Men nu kan jeg måske godt forstå, hvad der menes.  Ved at skrive om det, håber jeg, at andre nye mødre kan genkende sig selv, og huske at grine over det. For det er jo ret sjovt, hvordan man kan blive utrolig bekymret over, at ens barn ikke kan lide at ligge på maven, eller hvordan man kan blive sygeligt glad over, at barnet spiser grønsagsmos.

LÆS OGSÅ: Charlotte Heje Haases tips til den sammenbragte familie

Der er i dag mange idealer om forældreskabet. Din bog er også en slags modreaktion på alle disse idealer. Stiller vi for mange krav til os selv som forældre i dag?

JA. Så får vi at vide, at vi er alt for meget, så er vi alt for lidt. Så skal børnene stimuleres, men må for alt i verden ikke overstimuleres. Men kravene og idealerne kommer jo dybest set fra os selv. I starten kunne jeg slet ikke finde ud af at sortere i ”de gode råd”. Med den store kærlighed og det åbne hjerte, tog jeg bare alt ind. Mine krav til mig selv som mor nu handler om nærvær og kærlighed. I starten valfartede jeg til babyrytmik, salmesang, babytegn osv. Nu hvor hverdagen er i gang med institutionsliv og arbejde, handler det bare om at blive hjemme og hygge, de timer vi har sammen. Og at lave begrænsninger for brug af internettet, hvilket lyder mere enkelt, end det er.   

I bogen skriver du meget humoristisk om så private ting, som hæmorider og slap bækkenbund. Men kan du efterfølgende føle, at du måske har udleveret dig selv lidt for meget i bogen?

Både ja og nej. Jeg er i en stor terminsgruppe, hvor disse emner er en del af hverdagssnakken, og jeg besluttede mig for, at hvis jeg skulle skrive en bog til andre mødre i samme situation, så ville jeg være ærlig. Det er jo ikke kun indeni, at der sker en masse. Der sker meget med ens krop, når man bliver mor. Så hvis jeg kan have det sådan, så tænker jeg, at der også er andre derude, der kan have følt det samme. Og så er det vel ok at sætte ord på. 

Hvad er dit bedste råd til nybagte mødre på barsel?

Klap dig selv på skulderen. Gå ned i tempo. Nyd det – spild ikke tiden på bekymringer. Dit barn er lille i så kort tid. Og tilgiv dig selv for alt det, du ikke formår – eller der, hvor du troede, du ville være en anderledes mor. Du gør dit bedste, du er kun et menneske, og du gør det godt nok – og der er ikke nødvendigvis en rigtig og en forkert måde at være mor på.

LÆS OGSÅ: De 5 bloggere på barsel

Du skriver bundærligt om mange af de bekymringer og usikkerheder, som langt de fleste nybagte mødre støder ind i, når de får børn. Dit eget barn er i dag 2 år. Hvordan eller har disse bekymringer og usikkerheder ændret sig hen af vejen?

Ja. Jeg er ikke længere bange for, at hun dør, når hun sover, eller at hun ikke kommer til at gå eller får et skævt baghoved.
Jeg er stadig en pylret mor, der lægger dynen på min datter hele natten (den burde kunne fastspændes over barnet), og for tiden grubler jeg da meget over hendes børnehavestart, der lurer rundt om hjørnet, men hvor jeg i barslen var hudløs og havde store op og nedture, så er jeg lidt mere grounded nu. Jeg ved, at jeg bare skal tage et skridt af gangen og støtte hende i hendes udvikling – og at jeg ikke kan læse mig til det i nogen bog. Det må erfares. En dag ad gangen.

Foto: Ditte Capion.