Med ”Nisselist og troldefis” leverer Zangenbergs Teater en skæv, skør og charmerende juleforestilling for hele familien.

Handlingen
Distræte Ole Opfindersen har fået til opgave at levere julesne, for ellers kan julemandens kane ikke lette. Det går ikke så godt. Noget er galt, men hvad?

Undervejs forstyrres han af en påtrængende hjælpenisse, som har forvandlet sig til en frø, fordi han er træt af, at den magelige julemand udnytter hans arbejdskraft. Så han gemmer sig på loftet hos Ole Opfindersen - og sammen finder de ud af, hvorfor julesneen ikke vil falde.

Pindsvinemælk og Boogie-Woogie
Ole Opfindersens univers er organisk, skævt og hjemligt, med masser af skøre maskiner, mærkværdige ingredienser og sært nips - og kan lede tankerne hen på eksempelvis Findus og Peddersen eller Walter og Trofast.  Og så er han meget glad for en god dosis Boogie-Woogie, noget der også får barnenumser til at danse i sæderne af glæde. 

Nisselist og troldefis er god, gammeldags børneteater i bedste forstand. Den slags nære forestillinger man selv husker, fra man var barn, hvor de medvirkende sætter sig på børnenes niveau, har overskud til at interagere med børnene og forventer respons.  
Mine børn var fanget fra start til slut.

Fire ud af fem stjerner: 
Nisselist og troldefis - En skrupskør julekomedie af Flemming Quist Møller og Elith "Nulle" Nykjær
Spilleperiode: 22.. nov - 21. dec 2016
For de 4 - 10 årige og deres voksne
Varighed: Ca. 45 minutter
Se klip her
Køb billetter HER.