Julen nærmer sig og det gør de mørke aftener med stearinlys og indendørshygge også. Børn i byen anbefaler det super sjove og anderledes brætspil  ’Quizmysteriet’, som hovedingrediensen til en hyggelig decemberaften med familien.

Den danske spilproducent Bezzerwizzer lancerede i år 2013, det nye, spændende brætspil ‘Quizmysteriet’. Spillet blev samme år kåret til Årets Familiespil af Legetøjsbranchens Fællesråd. Nu har Børn i byen testet det, for at se om der er noget om snakken. Her kommer vores dom.

Spillet generelt

Pippi Langstrømpe har stjålet en pingvin og gemmer sig i Aalborg! Eller er det David Beckham der har stjålet en Faxe Kondi og gemmer sig i Det Kongelige Teater? I Quizmysteriet fra Bezzerwizzer, skal hele familien bruge både snilde og paratviden til at opklare et mystisk tyveri, begået af en kendt person. Spillet kombinerer almen viden og quiz med klassisk detektivarbejde, hvor hele familien påtager sig rollen som detektiv. Det er egnet for børn fra 9 år og op, og man skal være minimum 2 spillere. Alt efter hvor mange man er, samt hvor taktisk smart og god til generel viden man viser sig at være, varer spillet fra ca. 30-60 minutter.

Sådan spiller I

Hver spiller får sig en detektiv-notesblok og en blyant. Nu skiftes man til at slå med terningen og rykke det antal felter den viser. Det gælder om at lande på spor-felterne, som repræsenterer HVEM, HVAD og HVOR, og ud fra ledetrådene, løse mysteriet. Undervejs kan man tage taxaer rundt på pladen, hvis man er så heldig at lande på et taxa-felt. Man kan også lande på tip-felterne og bl.a. få et valgfrit spor. Når man har løst mysteriet, gælder det om at skynde sig hen på politistationen og aflevere svaret til politimesteren. 

Børn i byens dom

Vi har på blot én uge spillet Quizmysteriet 4 gange. Både fordi det er forholdsvis hurtigt og man derfor ikke går død i det, men også fordi det er super sjovt og taler til ens indre konkurrencemenneske, som bare MÅ have revanche. 

Selve spillet kombinerer alt det bedste fra brætspilverdenen. Der er både noget til de quizlystne, noget til dem der er vilde med de traditionelle ‘slå med terning og ryk’-spil, samt noget til de legesyge, mysterieelskende detektiver. Fokus kan således lægges mange steder og det livlige spil holder hele familien ved ilden så længe det varer. 

Selvom man både er børn og voksne til at spille, resulterer de mange forskellige komponenter, samt heldets påvirkning i, at alle er ligestillede og ligeværdige vindere. Der kan konkurreres på samtlige parametre, og har man på fornemmelsen at nogle af de andre har regnet mysteriet ud, har man rent faktisk mulighed for at skynde sig hen på politistationen, gætte, og måske alligevel vinde. 

Kvaliteten på spillet er høj både hvad angår indhold og udseende. Plade, brikker og kort/kortholdere er lavet i slidstærkt materiale og et stilrent design, som lægger op til mange gode kampe. I vores familie har det helt klart potentiale til at blive et af vores favoritter, hvis ikke det allerede har indtaget den plads. Så, så længe der er forskellige spor-kort, er der sikret masser af underholdning, af bedste kvalitet, herhjemme.

Et rigtig sjovt familiespil, som nogle gange er lidt hurtigt overstået.
Børn i byen giver Quizmysteriet 4 ud af 5 stjerner: 

------------------------------------ 

Køb spillet i de fleste boghandlere og legetøjsbutikker. Prøv også Året Der Gik 2015 - et quizspil spil som kan haves med på farten.