Så er Far til Fire-familien atter klar med nye eventyr! Denne gang hjælper Lille Per sin far ud af knibe på sommerferie ved Vadehavet. 

I Far til fires vilde ferie har familien lånt fru Sejersens sommerhus på en ø i Vadehavet. Stor er glæden, da de ser det store og supermoderne luksushus. Godt nok ligger nøglen ikke under måtten, som Fru Sejersen havde lovet, men ved at kravle ind ad vinduet får familien adgang til herlighederne – lige indtil den rette ejer kommer hjem og smider dem ud med besked om aldrig at komme igen... Fru Sejersens sommerhus viser sig at være den cirkusvogn med udendørs das, der ligger på nabogrunden. 

Og så starter løjerne, for da der er indbrud i luksushuset senere samme aften, tror naboen, at det er Far, der er gerningsmanden. ”I vores familie hjælper vi hinanden”, siger Lille Per, og så sætter alle i gang med at finde de rigtige gerningsmænd for at rense Fars navn. Det bliver til mange flere forviklinger – der bliver begået flere indbrud, Lille Per bliver taget til fange, og hvem er den Grå Dame? Men uden at afsløre for meget, tør Børn i Byens anmelder godt røbe, at alt ender godt til sidst…

LÆS OGSÅ: Monsterfesten fortsætter i Hotel Transylvania 2

Dette er den 17. film i rækken siden den første Far til Fire i 1953. Og det er en svær balance at opretholde genkendeligheden og naiviteten fra 50-erne, mens man forsøger at skabe en tidstypisk film i et nyt årtusind. For børn med iPhones og Snapchat har et andet syn på voksenautoriteter og kærester end dengang, og en alenefar til fire er ikke længere i sig selv et interessant filmplot.

Og persongalleriet er da heller ikke helt anno 2015. Den sværmeriske Søs minder lidt om Askepot i sin vindueskarm (”…og fuldstændig, fuldstændig vidunderligt…”), når hun søger råd om kærlighed hos fru Sejersen eller Onkel Anders. Og Mie og Ole med røde kinder og godt humør kunne lige så godt have været med i De 5 på nye eventyr. 

Men når det er sagt, så har Giacomo Campeotto alligevel formået at skabe en sød og underholdende film med skægge karakterer, så Far til fires vilde ferie er helt sikkert et godt bud på en familieaktivitet en kold og regnvåd efterårsdag.

4 ud af 5 stjerner: 
Premiere: 1. oktober 2015
Varighed: 1 time og 30 minutter
Tilladt for alle
Se trailer her