Efter at Hotel Transylvania åbnede døren for mennesker i den første version er stemningen om muligt blevet endnu mere konfus i hotellet. Klassiske filmmonstre i alle afskygninger vælter rundt mellem mennesker og hinanden. 

Den uhyggelige Drac tillod i Hotel Transylvania 1, at backpackertypen, mennesket Johnny kom indenfor og siden, at vampyrdatteren Mavis giftede sig ham. Det betyder, at hans forældre og familie nu jævnligt kommer på besøg i monsterhotellet, hvor alle overraskes over de andres besynderlige adfærd – både monstre og mennesker. Der er lagt op til masser af finurligt kulturchok mellem mennesker og monstre.

Det som optager Drac allermest er dog det lille barnebarn Dennis, som er kommet til verden, som en kopi af sin rødhårede  og bløde menneskefar. Selvom morfar Dracula har accepteret svigersønnen fra Los Angeles helt, er han meget nervøs for barnebarnets genetiske anlæg: bliver han menneske eller vampyr? Til den gamles store fortrydelse, viser den lille nemlig ikke umiddelbart tegn på hverken hugtænder, flagermusvinger eller styrke.

Bedstefar Drac beslutter, at vampyrtræning må være løsningen og får derfor lokket Dennis’ forældre på rejse til USA for at give sig selv frit lejde til træningen af den lille bløde dreng med rødt hår hjemme i Transylvanien. Det sker i samarbejde med en flok midaldrende vampyrer, som er knap så farlige, som de var engang og træningen går naturligvis ikke helt som planlagt. 

Hotel Transylvania 2 er en humoristisk animeret familiefilm for flere generationer. Det er dog svært at anbefale filmen til voksne, som ikke har børn med sig. 

Temaerne er klassiske og handler dels om hvorvidt, voksne accepterer børn, som de er, dels om at familien er vigtig, og det rammer jo som regel hjertet. Men filmen parodierer også nutidens curlingforældre, som ikke slipper deres unger af syne, og hvis de gør, sørger de for at have dem på skærmen via skype. Det trækker filmen ind i en aktuel tidsånd og gør den underholdende. Karaktererne er sjove og tydelige, der er eventyr og masser af grin for både børn og voksne, og god portion selverkendelse hos de moderne forældre, der kigger med.

Filmen er sjov underholdning til en søndag eftermiddag i biffen med ungerne. Hotel Transylvania 2 er en hel del sjovere end den første, og hvis du er i rette og lette humør, er der meget latter at hente.

4 ud af 5 stjerner: 
Premiere: 8. oktober 2015
Tilladt for alle
Se trailer her.