Fabel
Den 10.-14. oktober opføres børneballetten Fabelmageren på Det Kgl. Teater. Børn i byen har været med til prøverne på forestillingen og fik en snak med manden bag magien; Shane Brox.

Selv om børnene ikke er i kostumer endnu, kan man godt fornemme på deres bevægelser, at de skal ligne kødædende planter, der kommer krybende ude fra kanten af træningsgulvet, mens pigerne i midten er modige blomster, der danser lette trin på tåspids. 
Vi er til træning med eleverne fra Det Kgl. Teaters balletskole, som øver til forestillingen Fabelmageren, der har repremiere i børnenes efterårsferie. Energien i rummet emmer af magi, som er ved at tage form.

Idéen til Fabelmageren kommer fra Shane Brox, der med sin limpistol har leget sig ind i mange børns hjerter de seneste mange år på tv. Nu er Shane gået til balletten med al sin fantasi.


”For mig er fantasi vigtigere end kundskab, for det er gennem fantasien, at nye ideer opstår. Månelandingen for eksempel, skete jo fordi mennesket gennem århundreder havde fantaseret om at rejse i rummet og derfor fandt ud af, hvordan det kunne blive til en mulighed”, siger Shane, mens han viser hjemmevant rundt i det gamle teaters store haller, hvor rekvisitterne til Fabelmageren står og venter. Han fortæller om restriktionen på glimmerpailletter, efter han havde skaffet 50 kg til kulisserne, han fortæller om de små snefnug, det lyserøde glimmerslot, den store elefant, de flagrende spøgelser og den tossede balletpølse. 



Slip fantasien fri
”Det er meget vigtigt for mig at inspirere børn til at lege og være kreative. Det er så vigtigt at opmuntre børn til at forstå styrken i deres fantasi. Og når børn har deres voksne med ind i legen eller den kreative proces, så sker der noget som både lille og stor har gavn af. Hvis den voksne formår at sætte sig selv fri og gå med børnene, kan de lære meget. Vi som voksne har meget at aflære. Sammen med børnene kan vi bedre inspireres til at slippe idéen om resultater og synke ind i en mere legende proces. Slippe fantasien fri. Derudover udvikler samtalen sig tit frit, og det er med til at knytte det bånd,” siger Shane Brox og opfordrer forældre og bedsteforældre til at tage i Det Kgl. Teater og opleve Fabelmageren sammen med børnene, fordi den netop er et billede på, det som kan ske, når fantasien er fri.

FabelmagerenShane Brox har altid været et kreativt menneske, ikke mindst som barn. Han følte sig anderledes og søgte dybt ind i legen. Derfor har han også et blødt punkt for Ferdinand i forestillingen. Han er en lille fyr, der bliver drillet i skolen af de store drenge, og når han kommer hjem tager fantasien over, hvor virkeligheden slap. Hans oplevelser forvandler sig til en leg mellem levende pølser, kødædende planter, flagrende spøgelser og en meget grøn og danseglad monsterdiva.

”Det er vigtigt at vise en lille dreng, som på nogle måder er svag og samtidig finder en enorm styrke og rigdom frem i sig selv. Den historie vil jeg give videre til børn”, siger Shane.
Og Shane erkender, at han udover Ferdinand, har en anden særlig favorit i Fabelmageren.
”Jeg holder meget at alle figurerne, men jeg er særligt vild med pølsen. Den er tosset. Det er symbolet på friheden. Og den bliver så fin som spøgepølse i tutu”, Shane griner, mest fordi, det faktisk er vigtigt, siger han. ”Tænk at jeg har skabt en balletpølse til Det Kgl. Teater, så kan alting lade sig gøre. Og sådan er det også i fantasien. Vi sætter selv vores begrænsninger og vi styrer selv historien”.

FabelGenfandt fantasien i sandkassen
På et tidspunkt i sit liv mistede Shane kontakten til legen og fandt strategier for at komme tilbage til energien i de hemmelige rum, han havde elsket som dreng. Han fortæller: ”Jeg satte mig ud i en sandkasse og begyndte at skabe. Jeg købte legetøj, som vakte minder og forundring, og jeg fandt barnet frem igen. Jeg lærer utroligt meget af mit indre barn og af børn, jeg er sammen med. Jeg lærer at slappe af. Vi er generelt så bange for at fejle, at vi ikke tør noget. Så betaler vi med livsglæde, humør og selvtillid. Det gælder om at blive i processen, have tålmodighed, blive ved. Pludselig bliver det til den slags fordybelse, vi kalder flow. ” 


”Jeg håber at inspirere børn og deres voksne med denne oplevelse. Jeg tror på, at en kreativ verden er en mere tolerant verden, hvor man har større accept for hinandens forskelligheder. Så kom ind og se de dygtige balletbørn og lyt til den vidunderlige klassiske musik. I kan møde mig i min debut i skuespil, for jeg går på scenen som forestillingens fortæller og ikke mindst: kom og mød de kødædende planter, balletpølsen og den danseglade monsterdiva,” siger Shane, og med lidt glimmer i skægget, går han tilbage dansetræningen, hvor balletbørnene træner trin og fortælling.

 

Fabelmageren: 
En ballet for børn

Aldersbegrænsning: Modige børn over 4 år.
Det Kgl. Teater, Gamle Scene
10. – 14. oktober 2015
Følg ShaneBrox på Instagram @shanebrox og følg med i processen.

Fotos: Kamilla Bryndum og Costin Radu