Tag de 5-10 årige med i Anemone teatret og se den aktuelle og meget fine forestilling, Lyset og lykkens edderkop. Børn i byen anbefaler forestillingen varmt.

En lille magisk forestilling om en pige, hvis forældre har besluttet, at familien skal flytte fra huset, de har boet i sammen med bedstemoren, indtil hun for nylig døde. Ida har lukket sig inde i kælderen efter bedstemorens død, savner hende og vil under ingen omstændigheder flytte. Hun er vred over, at forældrene bestemmer over hendes liv. I det hele taget er hun meget vred.

Men vreden er en følelse, som kan bringe hende i kontakt med det dybere i hende selv. Det kræver dog modet til at rejse ind i det. I kælderen får hun selskab af en kæmpe edderkop, som hun accepterer at tage på rejse med. Det bliver en forunderlig rejse, hvor hun møder sig selv i forskellige udfordringer. Hun møder det mørke og det lyse, og hun træner i at skelne og i at anerkende, at der er lys i mørket. Idas rejse sammen med edderkoppen bliver skæbnesvanger, de omgives af levende tågeskyer, en talende hval og ikke mindst af ”det onde”. Hun slipper langsomt vreden og åbner sig, og lærer gå forandringen i møde.

Fortællingen taler til børn med det vigtige budskab: at være sig selv og være med det, som man mærker. Hovedpersonen Ida viser mod til at stå i sig selv i de følelser, som farer gennem hende, både vrede, sorg og længsel. Selvom det er voldsomt. Budskabet er tydeligt og vedkommende for ungerne, men forestillingen kan dog i perioder føles lidt lang. Og her kommer den dragende scene til hjælp.

Scenografen er enkel, tydelig og magisk og appellerende til det fantasifulde barn. Den er fuld af kreative og sjove effekter, hvoraf nogle kan virke skræmmende på de mindste, så det anbefales at man overholder aldersgrænsen.

En meget fin børneteater forestilling, som følges fint på vej af musik og lydside. Med enkel og effektfuld musikalitet sætter fortællingen mange sanser i spil, så vi faktisk er til stede på denne eventyrrejse.

En musikalsk odyssé om at stå fast uden at stå stille.

4 ud af 5 stjerner: 
Spilleperiode: Den 11. sep - 17. okt 2015

Tilladt fra 5 - anbefalet til 10 år
Bestil billet her.
OBS: Medlemmer af Børn i byen klubben får rabat på billetterne.