Selvom man måske ikke bemærker det til hverdag, så er København fyldt med smukke skulpturer i alle afstøbninger. Spadser rundt i byen og se på skulpturer med ungerne - erfaring siger os at det er en populær aktivitet, som sagtens kan give underholdning til et par timer. Vi giver jer her 5 skulpturer, der er et kig værd.

1. Gefionspringvandet

Hvor: Churchillparken, 1263 KBH K.

Gefionspringvandet, skabt af den danske billedhugger Anders Bundgaard i 1908, er placeret for enden af Amaliegade over for Kastellet i København. Springvandet illustrerer et sagn fra oldtiden omhandlende gudinden Gefion, som af den svenske Kong Gylfe,  blev tilbudt så meget land, som hun kunne ompløje med fire oksers hjælp på én dag og én nat. Hun omskabte derfor sine fire sønner til jættestærke okser og lod dem pløje så dybt, at de løftede landet og trak det ud i havet, hvor det dannede Sjælland. Dette efterlod et stort hul i Sverige – søen Vänern, der i omrids kan minde om Sjællands kystlinje.

2. H.C. Andersen

Hvor: Kongens Have, 1350 KBH K.

I Kongens Have findes der mange forskellige skulpturer. En af disse forestiller Danmarks stolthed: Hans Christian Andersen, og er placeret i den sydøstlige ende af Damegangen. Statuen er i bronze og hviler på en piedestal, som er en poleret granitblok, der igen står på en lav sokkel af upoleret granit. På pidestalen ses desuden to bronzerelieffer, der gengiver illustrationer fra eventyrene Den Grimme Ælling og Årets Historie. Statuen er udført af billedhuggeren August Saabye i 1880, i anledning af digterens 70 års fødselsdag.

LÆS OGSÅ: De 5 kunstudstillinger for børn

3. Zinkglobal

Hvor: Langelinie, 2100 KBH Ø.

En 3 meter høj og 2,5 tons tung skulptur ved navn Zinkglobal, har i år 2012 indtaget Nordre Toldbod ved Langelinie. Zinkglobal er en af Københavns nyeste skulptur-indflyttere, og skrotrobotten sidder meget eftertænksomt på en 9 meter lang nøgleformet bænk, og stirrer tomt ned i jorden. Kunstneren bag skulpturen hedder Kim Michael, og der er vidst ingen tvivl om at han har fået en vis inspiration fra Rodins berømte skulptur ”Tænkeren”. Budskabet med nøglen er, at vi skal tænke mere globalt, fremtidssikret og ud af boksen. Zinkglobal ligger ikke langt fra Den lille Havfrue – som I jo kan besøge ved samme lejlighed.

4. Trold, der lugter menneskekød

Hvor: Glyptotekshaven, 1556 KBH K.

I Glyptotekshaven i indre by, bor der en trold. Trolden er skabt af billedhuggeren Niels Hansen Jacobsen i 1896 og lugter eftersigende menneskekød - eller kristenblod. Dens oprindelige navn er ”Trold, der vejrer kristenblod”, men den kaldes ofte for ”Trold, der lugter menneskekød”. Den er lavet af bronze og skabt for at illustrere den ondskab der er i verden. Oprindeligt var statuen placeret på pladsen foran Jesuskirken, men da det blev for meget for nogle, blev den senere rykket til Glyptoteket, hvor børn er meget betagede af den – på både godt og ondt.

LÆS OGSÅ: De 5 til hest

5. Holger Danske

Hvor: Kronborg Slot, 3000 Helsingør

I kældrene dybt under Kronborg i Helsingør, kan I besøge sagnhelten Holger Danske i sten. Sovende med korslagte arme og hænderne på sværdet, er han klar til at vågne op til kamp, når faren truer. Holger Danske blev skabt i 1907 efter en bronzestatue blev bestilt til Hotel Marienlyst i Helsingør. Stenfiguren er blot den form som bronzestatuen blev skabt ud fra, men sidenhen har den opnået meget større berømmelse end bronzeudgaven. Kunstneren bag var Hans Pedersen-Dan, og myten om statuen siger at figuren vil blive til kød og blod og rejse sig til forsvar for fædrelandet, hvis der udbryder krig.