Lykken for et barn må være en kæmpe legeplads - stor og luftig, og fyldt med alverdens forlystelser uden kø. Sådan er Sommerland Sjælland - som skabt til en vellykket familiedag med glade ansigter hos både små og store.

Allerede få minutter efter vores ankomst til Sommerland Sjælland, hopper vores ældste begejstret på de kæmpe hoppepuder, der ganske gennemtænkt er placeret lige ved indgangen til slaraffenlandet - en kærkommen detalje oven på en stillesiddende køretur i bil fra København.

Sommerland Sjælland er over hele linjen skræddersyet til enhver småbørnsfamilies behov. Det gør stedet til et top-vellykket udflugtsmål på en glad sommerdag. Det enorme område inviterer nemlig til fri udfoldelse og intim hygge på en og samme tid. 

Rolig picnic i det grønne
Vores børn brænder det opsparede krudt af med masser af hop og leg på de grønne arealer med trampoliner, gynger og rutsjebaner. Sulten melder sig hurtigt, og vi slår os ned nær den store grill, hvor det bugner med bænke og borde til de mange familier, der selv har medbragt maden. Her hersker ro og fred med god plads til alle. Den yngste på halvandet kan trygt gå til og fra sandkassen, mens de store udforsker en stor klatreborg straks efter et par sandwiches fra madkurven. De voksne nyder den afslappede stemning og lader op til næste forlystelses-heat. 

Tempo og kild-i-maven
Snart kaster ungerne sig over Miniland, der er spækket med traditionelle forlystelser som veteranbiler, mini-flyvere, karruseller og højtempo-rutsjebaner. De femårige jubler med vind i håret og rundtossede stjerner i øjnene. Der er stort set ingen kø til forlystelserne. Flere af dem skal selvbetjenes med super enkle knapper og anvisninger. Det hele er med til at give en hyggelig, glad og low-key stemning.

SMS en ged og ro en båd
Da ungerne for en stund er mættede af fart og tempo, drysser vi oven på en isvaffel hen og besøger klappegederne i en stille afkrog af parken. Her betaler vi via SMS 5 kr. for en portion foder, der til børnenes store begejstring farer ud af et rør – klar til de godmodige geder i folden.

Ved søen i Westernbyen tager de store børn en sejltur i robåd med fædrene. Vi andre venter på tæpper i græsset og nyder udsigten over vandet. 

Husk badetøjet
Timerne går hurtigt i Sommerland Sjælland og klokken nærmer sig forbløffende hurtigt lukketid. Vi klemmer en tur på Junglestien i Amazonas ind og holder tungerne lige i munden, da der skal balanceres på hængebroer, tømmerflåder og i lianer med kig til ”farlige” krokodiller.
Vi når også en tur med det lille tog, der tøffer hele vejen rundt i parken. Her får vi frit udsyn til badelandet Den Blå Lagune og lover os selv at huske badetøjet til næste år, for her lokker vilde vandrutsjebaner og sjove badebassiner. Vi glæder os allerede til sæson 2016!

Info:

  • Sommerland Sjælland kan hurtigt nås via den nye motortrafikvej – blot 1 time fra København, Køge og Slagelse.
  • Køb evt. billetter online hjemmefra – et årskort er tjent ind ved 2. besøg. Medlemmer af Børn i byen klubben får 20% rabat på entrébilletten eller sæsonkort i sæson 2015.
  • Medbring egen madkurv eller spis på parkens spisesteder, der bl.a. tilbyder tapas af lokale råvarer i madteltet Smagen af Sommer (kun i juli), pizza, burgere og sunde sandwiches. 
  • Sommerland Sjælland er en enorm park med 70 forlystelser for både små og store. Det kan være svært at nå det hele på en enkel dag. Lej en familiehytte og overnat få meter fra parken med fri entré. Book online på sommerlandsj.dk