Børn i byen har besøgt det nye Bondegårdsland i Djurs Sommerland, og giver jer her en anmeldelse af stedet.

Den årlige tur i Djurs Sommerland er efterhånden blevet en hel tradition i vores lille familie. Vi elsker dette årlige besøg, og især har jeg glædet mig til at opleve årets kæmpenyhed, for igen i år har Djurs Sommerland investeret stort i nye, store og banebrydende forlystelser for hele familien med det nye Bondegårdsland, der erstatter det tidligere temaland, Lilleputland. Min yngste på snart 3 år har nu en alder, hvor alting er sjovt og spændende - og alt skal helst prøves selv. Hvilket til tider kan være en udfordring, men lige i dette tilfælde er det helt perfekt. Det 10.000 kvadratmeter store Bondegårdsland er nemlig et temaland, der appellerer til hele børnefamilien med 10 nye forlystelser, der henvender sig både til de helt små samt til de lidt større børn på 10-12 år.
De 10 nye forlystelser er innovative og fantasifulde og omdrejningspunktet er hele vejen igennem bondegårdslivet.

For de mindste

Tag de aller mindste med på en hyggelig sejltur i andedammen, eller kør en tur i traktor og oplev, hvordan det er at køre i en stor landbrugsmaskine. Bondegårdskarrusellen med de mange forskellige bondegårdsdyr var et stort hit for min 2-årige pige, der prøvede samtlige dyr på karrusellen. Heldigvis måtte man prøve flere ture i træk, så ventetiden for moren var ikke så slem. Men springturen på de skøre, kvækkende og vandsprøjtende frøer var dog den forlystelse, der vækkede størst begejstring for min den yngste - og selvfølgelig skulle hun da også sidde for sig selv her.

Til de lidt større børn

For de lidt ældre børn har bondemanden brug for hjælp med at få malet høsten til korn i kornmøllen. Her drejer det sig om, at træde i pedalerne, så kværnen kører rundt. Min 2-årige kunne ikke nå pedalerne, hvilket resulterede i lidt frustrationer - så denne forlystelse er sjovest for de 3-4-årige. Tag en tur i den roterende kostald, der ryster mælk til milkshake. Er vestibulærsansen ringe som min, så afhold dig fra at prøve denne. Slut af med en tur på rodeotyrene, der med store røde skydeskiver på bagenden løber rundt og jagter hinanden.

For familien og de lidt ældre børn

Hele familien (på nær de mindste) kan komme med i familierutschebanen, hvor ræven forsøger at fange hønsene i den vilde hønsejagt. Eller hjælp karlen med at male det gamle vandtårn, hvor du suser op og ned ad det 12 meter høje vandtårn i frit fald. I det nye vandtårn har bondemanden derimod brug for hjælp til at se om karlen har gjort sit arbejde godt nok - her suser man også op og ned i frit fald. Den vilde hønsejagt var i følge mine to ledsagere på 8 år den sjoveste forlystelse i Bondegårdsland. De var lidt svære at imponere, da det primært var Juvelen og de andre mere skrækindjagende rutschebaner i de andre temalande der tiltrak deres opmærksomhed.

Det 45 mio. dyre bondegårdsunivers er imponerende og en fornøjelse for børnefamilier at gå rundt i. De farvestrålende landbrugsmaskiner og de stråtækte bindingsværkshuse vækker en barnlig begejstring i børn og alle barnlige sjæle. Mange timer kan sagtens tilbringes sammen med de helt små i dette forunderlige univers. Et lille tip kan dog være at vente med at tage ind i Bondegårdsland til om eftermiddagen, for eftersom temalandet ligger lige ved hovedindgangen og derfor er det helt naturlige startsted for de fleste gæster, er tilstrømningen og ventetiden størst lige ved middagstid.