Vennerne fra Ramasjang er igen på farten med et show, der går rent ind hos alle børn og barnlige sjæle. Det er og bliver en totaloplevelse for børn i Ramasjang-alderen på ca. 2-6 år at træde ind i Cirkus Summarum teltets mørke og lade sig begejstre af alle de elskede figurer fra DRs børne TV.

Gode gamle kendinge – og en debutant
Bamse, Silja, Hr. Skæg, Bruno, Motor Mille, Kristian, klovnen Chico – de er her alle sammen. Og for første gang i cirkussets historie nu også den dejligt platte Onkel Reje, der garanterer både syrede indfald (dansende, mandshøje osterejer importeret fra Tjernobyl) og børnehavehumor (Onkel Reje som en menneskelig flue, der spiser verdens største lort.)

Ud over Onkel Rejes platheder hjælper vi bl.a. Hr. Skæg med regnestykkerne, fyrer disko-moves af sammen med Danse-Staffan og dyrker kung fu med Bruno. Tempoet er højt, så de små ikke keder sig, og det er svært ikke at sidde stille til tonerne fra DRs big band, der sidder over manegen.

Slip fantasien løs
Hvert års forestilling har sit eget tema og i år er det ’fantasi’ og dét at ’være god til noget’ – her føler Silja sig udenfor. Hun kan hverken synge eller stå på løbehjul. Men som ællingen, der blev til en svane, imponerer hun til sidst publikum med en smuk sang og en kæmpe, oppustelig kjole, der fik min 5-årige datter til at gøre store øjne. 

Der er nok at grine af i årets forestilling, der eksekveres med sikker hånd uden at vi forældre dog har følelsen af, at konceptet kører på autopilot her på sit syvende år. 

Folkene bag udnytter dygtigt de forskellige figurers træk og særheder og binder dem sammen i en flot forestilling med stor afveksling i numrene. 

Den eneste kritik herfra er, at temaet om ’fantasi’ virker lidt flagrende i forhold til de foregående år. Det er ikke helt så oplagt en rød tråd gennem forestillingen og kan til tider virke lidt påklistret. Men dét til trods, er underholdningsværdien i top hele vejen igennem. 

Summa (Cirkus) summarum: Ingen forældre går galt i byen ved at tage børnene i hånden og finde vej til cirkuspladsen. Ud over en flot forestilling i teltet, rummer pladsen, vanen tro, også i år et væld af aktiviteter, børnene kan fordrive ventetiden med før show-start og i pausen mellem forestillingens to dele.

Børn i byen giver forestillingen 4 ud af 5 stjerner: 
Cirkus Summarum
Tiøren i København den 2.-19 juli 2015
Tangkrogen i Aarhus den 24. juli - 9. august. 
Billetter: Der er få ledige billetter tilbage - de kan bookes her.