Den 1. juli 2015 åbnede en ny digital udstilling, der skal gøre det både nemmere og sjovere at lære om det fascinerende og forunderlige liv under overfladen på Den Blå Planet. Danmarks største akvarium er bogstaveligt talt blevet opgraderet og inviterer gæsterne ind i et univers af touch skærme, interaktive enheder og digitale spil.

Scor en huncichlide og klap en haj
Smukke fisk i fantastiske farver fylder store tanke overalt i akvariets dunkle lokaler. Men fiskene er ej blot til pynt. De er indfanget med det klare formål at lære os om undervandsorganismer i såvel de store oceaner som lokale søer og vandløb. På den måde kan vi bedre forstå, forholde os til og passe på livet under overfladen.

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: Køge Museums nye udstilling "Krudtbrødre"

En række digitale tiltag skal hjælpe med at formidle en viden om alt fra fiskearter til koralrev og plankton på en sjov og utraditionel måde. For eksempel kan hele familien på bedste Wii-manér agere hancichlide foran en skærm og gøre sig lækre for hunnerne ved at vrikke med hele kroppen. En ret sjov måde at lære, hvordan fisk kommunikerer med deres kropssprog.  Det er også muligt, at gå på opdagelse i fiskens sanser og selv opleve, hvad en fisk hører under vand, hvad den ser og hvordan dens sanser fungerer. 

Børnene får lov til selv at røre, lytte og lege sig kloge på maritim videnskab. Det giver en helt anden dynamik og kærlighed til havets dyr end ”bare” at gå rundt og beundre udstillingen.

Slip en digital fisk løs
Det er ikke bare blevet sjovere og mere lærerigt at besøge den Blå Planet. Det er også blevet langt mere overskueligt. Hvor det tidligere var lidt en udfordring at navigere rundt mellem rummene, ledes de besøgende nu på vej ved hjælp af farver, tal, digitale artsskilte og en app, der giver information om de fisk, du møder på din vej. Appen kan også bruges til at designe sin egen fisk, der kan slippes løs i et stort digitalt akvarium, til stor glæde for hele familien. Nogle af fiskene er dog låst og kan kun åbnes, hvis man svarer rigtigt på forskellige spørgsmål, hvilket forvandler besøget til en sand skattejagt efter koder og spørgsmål. 

LÆS OGSÅ: De 5 akvarier

Lyder det hele meget mystisk og ret teknisk, så kan jeg godt forstå det. Men tro mig, det er vildt sjovt og ganske håndgribeligt, når man står i det. Så tag endelig hele familien med og dyk ned i de mange nye features, som den ny digitale udstilling tilfører den smukke Blå Planet.

Den Blå Planet
Jacob Fortlingsvej 1
2770 Kastrup

Fotos: Jens Bangsbo