Er ungerne vilde med livet under havets overflade? Så smut i et af Danmarks mange skønne akvarier og tilbring en dag i selskab med alverdens fisk og havdyr. Her giver vi jer 5 akvarier fordelt på hele landet.

1. Den Blå Planet

Den Blå Planet er Nordeuropas største akvarium, beliggende direkte ud til Øresund med vand på alle sider. På Den Blå Planet kan I komme tæt på 20.000 fisk og havdyr fordelt på 53 akvarier med i alt 7 millioner liter vand! I kan bl.a. møde hammerhajer, dværgkrokodiller, havoddere, fisk i alverdens farver og smukke fugle. Når I bliver sultne, kan I nuppe jer en flæskestegssandwich fra Meyers Køkken, og nyde den udendørs, med udsigt over Øresund. Efterfølgende, kan ungerne fiske efter hornfisk med silketråd.

2. Nordsøen Oceanarium

Nordsøen Oceanarium i Hirtshals er et andet af Danmarks største akvarier, som tager jer med på en rejse gennem Nordsøens forunderlige verden. Her kan I opleve 7 destinationer, som præsenterer og demonstrerer hvad Nordsøen gemmer på. Mød bl.a. hajer, sæler og klumpfisk, og fordyb jer i viden om Nordsøens fisk og havdyr. I rørebassinet kan I røre ved søstjerner og pighvarrer, og udenfor kan I lege på kaskelothvalen, som er en del af stedets børnevenlige legeplads. 

LÆS OGSÅ: Sommer i Danmark: De 5 badelande

3. Kattegatcentret

Lad jer omringe af hajer, se sælerne botre sig i deres rette element, ro i kajak eller lær at passe godt på havets natur. Kattegatcentret byder på mange spændende oplevelser for familien, og med sine mere end 250 forskellige dyrearter fra hele verden, er der nok at give sig i kast med. Kattegatcentret har rørebassiner hvor der kan leges gemmeleg med fladfiskene og holdes i hånd med søstjerner og krabber. Og er I modige nok, kan I sågar få lov til at dykke med hajer!

4. AQUA Akvarium & Dyrepark

AQUA Akvarium & Dyrepark i Silkeborg, er indehavere af Nordeuropas største ferskvandsakvarium, som er kombineret med en naturpark med dyr fra den danske natur. Indendørs i AQUA kan I se udstillinger om dyrelivet, røre ved fiskene og se daglige fodringer. Udendørs kan I se bævere, oddere, vaskebjørne, hvide storke og andre dyr. I finder desuden en vildmarkssti og en vandlegeplads med vandkaniner, sluser og soppebassin, hvis der skulle være behov for lidt leg.

LÆS OGSÅ: Fredagssnack: Hyldeblomst is

5. Øresundsakvariet

Øresundsakvariet beliggende i Helsingør er Danmarks mindste, dog utrolig hyggelige saltvandsakvarium. Her kan I opleve havdyrene i Øresund, røre ved krabber og holde en søstjerne. I ferien er der desuden daglige havaktiviteter – om eftermiddagen/aftenen kan I komme med på Hvalsafari og opleve marsvinet, i fri natur. Udvalgte fredage kan I komme med på snorkelsafari, og i hverdagene kan ungerne fange deres egne krabber.

Billede: Den Blå Planet