Østerbro - også kendt som børnefamiliernes mekka, er sprængfyldt med caféer i alle afskygninger. Vi har med hjælp fra vores Instagram-følgere forsøgt at samle 5 børnevenlige af slagsen, så I kan få jer en god cafétur med ungerne. 

1. T in the Park

T in the Park er en af Østerbros nye, populære caféer. Konceptet er unikt og det første af sin slags – her serveres nemlig bubble tea kombineret med kager og søde sager ’en masse’. Hos T in the Park bliver kagerne lavet friske hver dag. Selve bubble tea’en består af en frugt-te med små perler med frugtsaft, der springer i munden når man tygger dem. Lokalet som alt dette kan nydes i, er lyst, lækkert og rummeligt. Søde pastel farver præger vægge og møbler. Børn i byen har haft 4 børn med ude og anmelde stedet, læs anmeldelsen her.

2. Café Bopa

Café Bopa er og bliver en klassiker. Udover et stort udeareal hvor der i hverdagene kan nydes en brunch for blot 40 kr., har caféen et gammelt, hyggeligt indeareal med dæmpet lys og masser af rustikke træmøbler. Lige uden for caféen findes desuden en lille legeplads med frugter af træ i overstørrelse og en grusbane til boccia. Børn i byen har igen været ude og anmelde stedet, læs anmeldelsen her.

LÆS OGSÅ: De 5 børnevenlige spisesteder

3. Café A

Café A er en café-kæde, som for meget kort tid siden, åbnede en afdeling på Østerfælled Torv i hjertet af Østerbro. Caféen, som allerede er utrolig populær, serverer frokostmenuer for blot 49 kr. samt aftenmenuer for 59 kr. Alle retter har fri salatbar inkluderet - her får du virkelig noget for pengene. Maden er almindelig cafémad, og ud over det almindelige menukort, serveres også specifikke børneretter for kun 39 kr. Café A har både et indendørs- og et udendørs areal med varmelamper. Beliggenheden er fredelig, og lige ved siden af Fælledparken, hvis der efterfølgende skulle være behov for en legetur.

4. Kafé Kapers

Kafé Kapers, også placeret på Østerfælled Torv, er som skabt til barslende mødre. Den kubeformede café med glasvægge giver det perfekte udsyn til barnevognen, hvor end man sidder i caféen. Om sommeren er der rig mulighed for at sidde udenfor, og på de kolde dage kan man med ro i sjælen rykke indenfor, mens baby sover lige på den anden side af vinduet. Spisestedet byder på traditionel, lækker cafémad og mange forskellige slags kaffer.

LÆS OGSÅ: De 5 legepladser på Østerbro

5. The Laundromat Café

The Laundromat er en cafékæde, hvis afdeling i Århusgade på Østerbro, er indehaver af legerum til de mindste. Her finder I en kiste med Lego, lave borde samt malebøger til de små poder. Caféen tillader desuden amning, har puslebord, 12 forskellige slags kaffer til far og mor, og et mangfoldigt menukort med alt lige fra morgenmad, lækre frokost- og aftenretter, til kager og desserter. Indretningen af caféen er i massivt egetræ, som beklæder både gulve og borde. Derudover pryder en kæmpe bogreol stedet, med 3000 bøger, som man er velkommen til at låne og læse i. Har du ikke fået ordnet vasketøjet, så medbring det bare, du kan nemlig, som navnet afslører, også vaske tøj her – winwin!