Vi er opstemte af glade ferieforventninger, da vi ankommer til den græske solskins-ø Kos. Efter en umanerlig kold og blæsende maj måned i Danmark smelter vi næsten i mødet med det milde, græske klima.  Min kæreste og jeg kigger forelsket på hinanden og mine to børn på 7 og 9 løber begejstret rundt og undersøger alt, hvad hotellet byder på.

Og hotellet byder på rigtigt, rigtig meget! Vi har indkvarteret os på Kipriotis Maris, der er Apollos nye koncepthotel og hvor alle muligheder for en aktiv ferie med familien er tilstede.

Danzy og yoga
Her er holdtræning inden for både cirkel og core, men også en række underholdende discipliner som f.eks. Danzy, der er et miks af dansestilarter, hvor man får pulsen op på den sjove måde.

LÆS OGSÅ: Sportsmekka for hele familien

Det bedste er, at vi kan træne de fleste af aktiviteterne sammen med ungerne og dermed få en skøn fællesoplevelse. Det lykkes os bl.a. at få børnene med til morgen yoga. Selv om det er tidligt, er det som om, at børnene, på trods af deres unge alder, fanger poesien ved at sidde i morgensolen, lytte til den meditative musik og instruktørens rolige anvisninger undervejs. Det er en rigtig rar start på dagen for os alle.

Sund mad på menuen
Hotellet har forstået at mikse sport og sundhed på en ukompliceret facon. I buffeten er der lokale spændende retter og børnevenlige menuer. Men herudover er der også særlige retter, der har stemplet “Healthy”.  Det giver rig mulighed for både at spise lækkert og ernæringsmæssigt korrekt og introducere ungerne til en bred vifte af sunde alternativer.

LÆS OGSÅ: Ystad Saltsjöbad - spa heaven kun 1 time væk

Hotellet har det hele og ja, faktisk behøver man slet ikke forlade det under sin ferie. Men det gør vi nu alligevel, da vi også nyder at mærke den græske stemning på øen.

På cykler til byen
Efter en morgendukkert i hotellets lækre pool, hvor der også tilbydes svømmeundervisning, beslutter vi os for at leje cykler. Kos by er kun 3 km væk og hele vejen fra hotellet og ind til byen er der en bred og sikker cykelsti. Igen er der tænkt på muligheden for at kunne opleve sammen som familie.

Kos byder på smukke pladser, gode shoppingmuligheder, farvestrålende blomster og imødekommende cafeer. Vi tilbringer en dag i byen og ved stranden. Stranden i Kos er meget lækker og ligger i forlængelse af rustikke fiskerestauranter, der næsten er placeret helt nede i vandkanten. Da vi om aftenen kører hjem, hører jeg min søn nynne på sin cykel. Han er helt i sine egne tanker og synger med sin lyse stemme om fine stjerner på en blød og varm aftenhimmel. Jeg smiler for mig selv i skumringen og tænker, at det kunne jeg ikke have sagt bedre selv...

Børn i byen var inviteret af Apollo rejser.  

Se mere: Hotel Kipriotis Maris