New York er alt. Shopping, museer, mad til maver, huse til himmels – og oplevelser til vands.
 Børn i Byen guider jer rundt på vandet på og omkring Manhattan.

Central Park i robåd

Man glemmer alt, når den lille robåd gynger på søen midt i Central Park. En oase i oasen og kroppen skifter rytme, når båden vugger over vandet. Børnene elsker det. En dag i parken kan byde på alt fra fodring af jordegern, picnic, og så er en tur på søen i en robåd den perfekte måde at få pulsen til at falde. Her kan man drive længe.
Central Park, syd, mellem 5th og 6th avenue.

Brooklyn Bridge hen over East River

Den smukke bro, som forbinder NYC med Brooklyn blev bygget i 1883 og var på det tidspunkt verdens længste hængebro. Turen over broen er knap to kilometer hen over East River og den er en magisk vandring over vand, gennem historien og midt i bylandskabet. Et trædæk hævet over vejen giver plads til cykler og fodgængere. Børnenes gode sko løber og hopper afsted ud gennem hængebroens tidløse konstruktioner. 

LÆS OGSÅ: 3 storbyer med børn


Roosevelt Island – svævebanen

Mellem den lille ø Roosevelt Island og 59th street på Manhatten suser svævebanen gennem luften over vandet, hvert kvarter. 
Svæveturen i sig selv er en magisk oplevelse for alle barnlige sjæle. Den tager fem minutter og giver frit udsyn ud over East River og en del af skyline. Tag ungerne med, de vil hvine af fryd over den fysiske oplevelse, det er at svæve mellem skyskraberne på Manhattan og ud over vandet. Ungerne kan måske genkende svævebanen fra filmen ”Spiderman”, hvis de har set den. Der er plads til omkring 125 i hver kabine, og turen koster omkring to dollar hver vej. 

Hvor: The Roosevelt Island Tramway. Fra Manhattan 59th Street over East River til Roosevelt Island. 

Ellis Island  - museum og Frihedsgudinde
En sejlads ud til Ellis Island er et must, hvis man har større børn med, og familien interesserer sig lidt for historie. Millioner af indvandrere, som ankom med skib til Amerika, blev sat af på Ellis Island, hvor de blev undersøgt og visiteret, inden de fik adgang til det nye land. Det er et meget gribende museum, som illustrerer europæernes ankomst til den nye verden. Et must med store børn. 



LÆS OGSÅ: London er da også for børn

Manhattan – sejltur rundt om hele øen

Hvis man sejler i to en halv time, kan man nå hele vejen rundt om Manhatten. Ungerne skal nok have en vis alder for at synes, det er sjovt. Båden sejler både formiddag og eftermiddag. 
Det er en rar tur for familien, også for at de mindste kan mærke, hvor stor New York er og få et blik på den smukke skyline – lidt på afstand. Båden sejler under syv broer, også den smukke gamle Brooklyn Bridge, gennem fem bydele og tre floder. Undervejs får vi en fascinerende fortælling om byens historie og om de seværdigheder, vi passerer. 
Vi kommer naturligvis også ret tæt forbi Frihedsgudinden. Fed måde at møde byen for første gang.
Pier 83, New York

Fotos: Rikke Lunau, www.newyorknotes.dk