Skagen er kendt for sin unikke natur, hvide sandstrande og det særlige smukke lys. Børn i byen guider dig til de bedste familiesteder, hvad enten solen skinner eller regnen siler ned. Alt kan ske i den danske sommer, også i Skagen, der dog er kendt som byen med det højeste antal solskinstimer.

Kunst og kultur i Skagen

Skagen Museum rummer malerier og skulpturer udført af de mange kunstnere, der besøgte Skagen i perioden 1870-1930. Museet rummer også et børnerum, hvor I bl.a. kan eksperimentere og manipulere jer frem til nye udgaver af kendte skagensmalerier, ved brug af en digital spilleplade. I skolernes sommerferie arrangeres malerskole for børn med forskellige temaer. 

De mindste børn vil elske at lægge vejen forbi Skagens Bamsemuseum, hvor det myldrer med besynderlig bamsekunst og bamser, der laver cirkus og sjove narrestreger.

Kulturhuset Kappelborg rummer blandt andet bibliotek, musikarrangementer og en frivilligt drevet biograf. Måske er det ikke her, du finder de nyeste film eller største lærreder, men stemningen er helt fantastisk. Søg gerne ly her på en våd regnsvejrsdag.

Udeliv i Skagen

Naturen i Skagen er særlig barsk og smuk. Besøg Råbjerg Mile, der er en af de største vandreklitter i Europa. Her får naturen lov til at råde og børnene kan prøve kræfter med de stejle sandede bakker.

Grenen nord for Skagen er også et sjovt udflugtsmål. Her kan I være heldige at se rovfugle, lege tag-fat i klitterne eller køre en tur med ”Sandormen”. 

De mest familievenlige strande er Damstederne og Sønder Strand, hvor sandet er blødt og vandet klart.

Er dagen for blæsende til strandtur, så gå på den suveræne legeplads foran Kulturhuset Kappelborg i midtbyen, hvor der er trampoliner, sørøverskib, skaterbane og meget andet.

Slut dagen af med en vaffelis på solnedgangspladsen i Gl. Skagen, hvor borgere og gæster i fællesskab ”klapper” solen ned med spektakulær udsigt til Vesterhavet.

Skønne madoplevelser i Skagen

I behøver ikke overnatte på det luksuriøse Ruths hotel i Gl. Skagen for at smage deres lækre muslinger eller dessertspecialiteter. Nyd en formiddag i deres hyggelige gårdhave, hvor du kan læse dagens avis med nybrygget kaffe og fransk inspireret frokost fra brasseriet. Her er hverken duge eller fine fornemmelser, så der er også plads til børnfamilien. 

Hjemmelavet is er et must og hos Ismagerens to butikker kan I prøve sjove smagsvarianter så som smarties og flødebolle. Italiensk gelato med et dansk twist!

Den bedste fiskesuppe får du hos Jakobs café & bar på ”hovedstrøget” og Pakhuset på havnen. Restauranterne er ejet af samme familie, og her møder du liv og hyggelig stemning året rundt.

Den berømte Slagter Munch er et tilløbsstykke, og du kan forvente lang kø, hvis du vil købe en af deres håndlavede pølser med hjem. Det er en stor oplevelse for hele familien at træde ind i den over 100 år gamle fine butik. Som Munch familien selv formulerer det, har vi at gøre med en ”sjæl” i Skagen, som aldrig ældes.

Shopping i Skagen

Er du på udkig efter lokal kunst er glaspusterierne rundt omkring i byen et godt bud på dygtigt og smukt håndværk. Trælasten i Skagen er et mekka for designelskere og langs Sct. Laurentii vej nær Skagen togstation, finder I masser af lækre butikker med interiør, børnetøj og meget mere. 

TIPS!
Tirsdage og torsdage er der mulighed for at sende børnene på ture omkring stranden og havnen med en Skagen børneguide. Se mere på skagen.dk/boerneguider/

Læs mere om Skagens highlights på skagen-tourist.dk.

Forbered dig til din Skagen ferie med filmen Marie Krøyer, der handler om de berømte Skagensmalere Marie og P.S Krøyer.

Fotos: Skagen-tourist.dk og Liselotte Nielsen.