Påsken er en højtid med masser af hyggelige både indendørs og udendørs lege. Vi giver jer her 5 af de mest populære.

1. Puste fjer

At puste fjer er en hyggelig leg for minimum 2 deltagere.
Vær alene, eller gå sammen i hold af 2 personer om én fjer. Legen går ud på at alle kaster deres fjer op i luften (I skal nok være indenfor, så vinden ikke tager den), og så gælder det ellers om at holde den i luften så længe som muligt, ved at puste til den. Er I 2 sammen, skal I holde i hånden gennem hele kampen. Når fjeren lander på gulvet, er deltageren ude. Den som formår at holde fjeren i luften i længst tid, har vundet.

2. Rulle æg

En af de helt populære påskeaktiviteter er at male æg. Til denne leg skal de dog ikke pustes, da der skal være noget slagkraft i dem. De skal til gengæld være hårdkogte, hvis nu uheldet er ude.
Legen går ud på at der trækkes en streg på et glat underlag. Dette kan gøres med en snor eller lignende. 5 meter fra stregen lægges et bytte-æg. Hver deltager har deres eget æg ved hånden, og står bag stregen med fronten mod bytte-ægget. Nu skal hver deltager forsøge at ramme ægget med deres eget æg. Dem der ikke rammer, skal lade deres æg ligge så de efterfølgende deltagere også har mulighed for at ramme dette. Rammes et æg, får den der rammer begge æg. Det gælder nu om at samle så mange æg som muligt.

LÆS OGSÅ: De 5 bag om påsketraditionerne

3. Æggeløb

Til æggeløb skal man bruge en bane der er ca. 25 meter lang. Afmærk banen i hver ende, og placer alle deltagere i den ene. Til æggeløbet skal alle deltagere have 1 hårdkogt æg og 1 spiseske. Deltagerne skal tage skaftet af spiseskeen i munden, og lægge ægget på skeen. Når dommeren skyder æggeløbet i gang, skal deltagerne så gå/løbe så hurtigt de kan ned til den modsatte ende af banen, for at vende om og returnere til start. Hvis en deltager taber ægget på turen, skal denne starte forfra ved start. Den der kommer først igennem banen ude at tabe ægget på vejen, har vundet.

4. Skattejagt med påskeharen

Lav lidt sjov for ungerne påskedag. Stå tidligt op og gem påskechokoladeæg i haven/gården/parken/lejligheden, så ungerne kan gå på skattejagt. Traditionen er, at man ligesom til jul, fortæller børnene at hvis de opfører sig pænt, så kan de være heldige at påskeharen kommer forbi med lækkerier i løbet af natten. Hvis man har god med tid og overskud, kan påskeharen lave et skattekort og små gåder som skal løses undervejs. Det skal nok give artige børn, og kan holde dem beskæftiget i en time eller to. 

5. Alle mine kyllinger kom hjem

I den velkendte leg "Alle mine kyllinger kom hjem" skal I starte med at vælge en kyllingemor og en ræv. De resterende deltagere er kyllinger. I skal have en bane hvor den ene ende er er ”skoven” og den anden er hønsegården. Kyllingemor sender sine kyllinger ud i skoven. Ræven går på stykket mellem skoven og hønsegården. På et tidspunkt kalder kyllingemor sine kyllinger hjem ved at råbe: 

”Alle mine kyllinger kom hjem”.
Kyllingerne svarer: ”Det tør vi ikke”.
Kyllingemor: ”Hvorfor ikke?”.
Kyllingerne: ”Ræven er ude”.
Kyllingemor: ”Hvad gør ræven?”
Kyllingerne: ”Den spiser os”.
Kyllingemor: ”Kom alligevel”.

Så løber kyllingerne, alt imens ræven forsøger at fange dem inden de når hjem til hønsegården. Den der bliver spist af ræven, er ude af legen. Den kylling som sidst bliver fanget, er ræv i næste runde.