Vær med til at skabe tætte bånd mellem dine børn og deres bedsteforældre. Samvær på tværs af generationerne er guld værd og skaber stor glæde hos alle parter. Her stiller Børn i byen skarpt på fællesskabet mellem de yngste og de ældste i familien.

Livskvalitet og lykkefølelse
Det kan godt være, du synes din svigermor blander sig lidt rigeligt, eller at du tænker din egen far er et snakkehoved. Men prøv at vende det til noget positivt og værdsæt deres tilstedeværelse, for de kan faktisk være en kilde til stor glæde og fornøjelse for dine børn. Prioriter samværet med dem og gør plads til tid, hvor de ældre og yngre kan drage nytte af hinanden – for der er ingen tvivl om, at der er stor værdi i fællesskabet.

Vi ved fra vores undersøgelser, at familien er det absolut vigtigste for ældres lykkefølelse og, at der er en stor social energireserve i ældre mennesker i det hele taget. (red.) Bedsteforældre kan være med til at give børnebørnene den tid og fortrolighed, som de sjældent kan få nok af. De kan være deres børnebørns ”snakkemakker” og samtidig være loyale over for begge forældre”, udtaler Margrethe Kähler, chefkonsulent i Ældre Sagen til Børn i byen.

Margrethe Kähler slår samtidig fast, at:
”Bedsteforældrene selv får livskvalitet, identitet og følelse af at gøre nytte tilbage. Børn og unge giver ny inspiration, fordi de ser forfriskende anderledes på mange ting. De har forventninger, som er med til at holde kroppen og hjernen i gang. De giver energi og livsglæde simpelthen”.

LÆS OGSÅ: De 5 med køretøjer

Skab oplevelser sammen
Men hvordan får man skabt et fællesskab mellem bedsteforældre og børnebørn, hvis man ikke lige er den type familie, der ses hele tiden? Eller hvordan styrker man båndet, hvis det allerede er der?
Børn i byen har her samlet syv oplevelser, der er fine for bedsteforældre og børnebørn at dele. Vi har lagt vægt på steder, der kombinerer ro, underholdning og anledning til historisk perspektiv gennem snakke og gensidig nysgerrighed:

1. Arbejdermuseet
Rejs tilbage i tiden sammen og oplev arbejderbørns liv og vilkår op gennem 1900-tallet. Her kan børnene bl.a. lege i en by anno 1932 og måske kan farmor genkende noget fra sin egen eller barnets oldeforældres barndom?

2. Botanisk Have
Zoom ind på botanik og planter i den smukke have, der er fuld af hyggelige stier, smukke blomsterbede og rislende vandfald. Her er ro og tid til fordybelse og væksthusene er gode til et hvil.

3. Konditori
Besøg et gammeldags konditori sammen, fx La Glace, hvor Bedste kan introducere barnebarnet til gode, gamle favoritter i stemningsfulde omgivelser.
Bliv inspireret til gode steder her: De 5 konditorier.

4. Teater-tur
Tag en tur i teatret, hvor det er hyggeligt at sidde sammen i mørket, og bedsteforældrene kan glædes over børnenes begejstring og tilråb fra tilskuerrækkerne. Find vej til byens teatre her.

LÆS OGSÅ: De 5 historiske steder

5. Cirkusmuseet
Cirkus har til alle tider begejstret både unge og gamle. Her kan generationerne få et blik bag om cirkusverdenen og måske selv prøve kræfter med artisteriet sammen.

6. Kanalrundfart
Hop på en båd og nyd byen fra vandet. En fin og rolig oplevelse, der gør både børn og bedste klogere på byen. Tjek fx guiden De 5 bådture

7. Bedsteforældrenes barndomskvarter
Få bedsteforældrene til at tage junior med til barndommens gade. Det vil med garanti vække minder og fortællelyst – højst sandsynligt opfordret af nysgerrige spørgsmål fra den yngre generation.

Fotos: Caroline Meldgaard og Katrine Hemmingsen.