Ishøj Teater har netop sat sæsonens sidste forestilling i søen. En fin poetisk og musikalsk forestilling, der på alle måder er meget vellykket.

Musikalsk magi som midtpunkt
Pjerrot og månen
er en fin poetisk forestilling med masser af musik og sang. Foruden de tre skuespillere, er der også to musikere på scenen – den ene leverer et fortryllende harpespil, og den anden spiller et hav af forskellige instrumenter.  Og netop musikken er det centrale omdrejningspunkt for forestillingen, der bygger på den velkendte godnat-sang om Pjerrot og Månen samt en håndfuld sange fra ”De Små Synger”. De to musikere leverer lydtæppet forestillingen igennem og bidrager også med sjove og underholdende lydeffekter.

Kærlighed i månens skær
Vi møder Pjerrot en aften i byens park. Her sidder Pjerrot hver aften, når han har fået fri fra sit job som møller, og tænker på den skønne Pierette. Han er meget forelsket i hende, og Pjerrot vil, i månens skær, skrive et brev til hende og spørge, om hun vil blive hans kone. Men det er svært for Pjerrot at finde de helt rigtige ord, så han beder sin gode ven Harlekin om hjælp. Gennem magi, sang og balletdans går Pjerrot i gang med at skrive det helt rigtige brev til Pierette – men når Pjerrot det inden natten er forbi, og månens stråler er væk?

Inddragende teater på vellykket vis
Forestillingen Pjerrot og månen er en meget vellykket forestilling. Scenografien er inspirerende og vellykket, og man føler sig som en del af stykket, da siddepladserne er inddraget i scenografien. Som tilskuer bliver man også involveret i selve forestillingen, dels fordi skuespillerne bevæger sig blandt publikum, dels fordi vi bliver opfordret til at synge med på sangene. 

Når man går i teatret og sætter sig til rette i salens mørke, skal man fortrylles, forundres og underholdes på en måde, så man helt glemmer tiden. Og det gør man i høj grad på Ishøj Teater! 

5 ud af 5 stjerner: 
Pjerrot og månen spiller på Ishøj Teater frem til den 27. marts.
Billetter bookes her. Som Børn i byen klubmedlem sparer du 40 % på billetterne.