Vores børn vokser op i en tid, hvor det er sjovt at lære, og der findes virkelig fine film og apps, hvor børnene nærmest ikke opdager, at de er i gang med at lære brøkregning, biologi eller det periodiske system. Det er som at snige grøntsager i Spagetti Bolognese - vitaminer pakket ind i sjov og ballade.
Kiddly.dk har samlet de bedste apps og film for små videnskabsdrenge- og piger. 

 

Toca Lab - et skørt laboratorium
Toca Lab er en legende app med skøre og søde indslag. Vær din egen kemiker og undersøg hvordan elementer opfører sig under forskellige forhold. Hvert element har sin egen personlighed og er søde, bløde og livlige væsner. Små nørder vil hygge sig og slet ikke opdage, at de arbejder indenfor det periodiske system. Appen kan bruges af både mindre børn som ren leg, og lidt større børn som begynder at forstå logikken.
Appen kan hentes på Google Play eller i App Store. 

Kom sol, kom regn
MarcoPolo Weather er en fin app for de mindste. Oplev vejret ændre sig, når du indstiller temperatur, vindstyrke eller nedbør. Skab en varm sommerdag, blæsende efterår eller en stjerneklar vinternat - og klæd dine figurer på efter vejret.
Appen kan hentes i App Store. 

Mammut i problemer
I appen Slice Fractions skal en lille pjusket mammut gennem et landskab, men støder på en del forhindringer undervejs. Løser du opgaverne, kan den komme videre og får en ny, sjov hat. Undervejs lærer børnene både brøkregning og træner problemløsning og logisk tænkning.  Spillet har et godt drive, og er man først i gang, kan det være svært at stoppe igen.
Appen kan hentes på Google Play eller i App Store. 

Koks i tidsmaskinen
I filmen Mr. Peabody & Sherman har Mr. Peabody i den grad styr på tilværelsen, lige til han adopterer drengen Sherman, som oven i købet kommer til at røbe deres fælles hemmelighed - en tidsmaskine. Efter problemer i skolen ender Sherman på en eventyrlig rejse tilbage til store, historiske begivenheder, men kommer til at bryde reglerne og står pludselig midt i et kapløb om at få repareret verdenshistorien og redde fremtiden. 
Se filmen via iTunes eller køb den på DVD. 

Følsom og sej superhelt
Filmen Big Hero 6 handler om drengen Hiro, der har mistet sine forældre. Han er højt begavet, men kan ikke rigtig finde den rette måde at bruge sine evner på. Heldigvis har han en sød storebror, som opmuntrer ham. Hiro opfinder seje mikrobotter, som kan styres via hjernen. Mikrobotterne kan konstruere præcis det, du forestiller dig. Derfor er mørke kræfter interesserede i dem, og det bliver hurtigt uklart, hvem der helte og skurke i det store spil. 
Se filmen i biografen. Premiere den 29. januar 2015, tilladt fra 7 år. 

Artiklen er oprindeligt bragt på kiddly.dk