Det kræver sin mand, at komme helskindet gennem de mange barnevognsture, livet som far byder på. Man er træt, og man er sulten, og overalt lurer der farer og udfordringer, som er svære at klare uden den rette forberedelse. Derfor giver vi dig nu DaddyO.dk’s Overlevelsesguide til barnevognsturen!

Selvforkælelse på turen:

Diverse snacks
Når ens unge står op kl. 04:45, og man derfor ikke får indtaget sin skyr inden første barnevognstur, så bliver man mere end glad for at have snacks liggende i barnevognen. Digestive kiks kan anbefales. Uanset hvor længe de ligger i banevognen, kan de umuligt blive mere tørre end de i forvejen er, og derudover passer pakken perfekt i din kopholder. OBS! Hvis man vælger at bruge kopholderen til Digestive kiks, så skal man selvfølgelig investere i to kopholdere, da man ALDRIG må nedprioritere kaffe.

Brikjuice
Juice i brikform har garanteret været en fast del af din madpakke gennem tiden i folkeskolen. Og nu skal du altså på den igen. Køb en pakke og stop den i holderen under barnevognen. På den måde har du altid en lækker læskende drik til ganen. 

Kaffekort
Et af livets hårde realiteter er, at man på et tidspunkt løber tør for kaffe under barnevognsturen – lige meget om du er købetypen, eller typen der brygger hjemmefra. Man skal være mere en almindelig heldig, hvis man kan klare en barnevognstur på én kop kaffe. Men kaffe er desværre åndssvagt dyrt, så hvis du ikke vil ruinere den lykkelige familie, så bliver du altså nødt til at benytte kaffekort, når koffeindepoterne skal genopfyldes. 

Kend dit kvarter
Hvad enten du går morgenturen eller eftermiddagsturen, så er det klogt at kende sit kvarter. Vi har blandt andet erfaret hvor og hvornår, der er tilbud på kaffe og croissanter, og hvornår den lokale pizzapusher har frokosttilbud. Det er desuden altid rart med pizza, og en pizzabakke kan sagtens stå på barnevognen, mens du traver kvarteret tyndt.

Tips til turen:

Allier dig med en kammerat
Det er klart, at den lille arving ikke er meget værd i samtaleøjemed, og derfor kan det let blive lidt trist at vade rundt med barnevognen. Du kan derfor med fordel alliere dig med en kammerat, som er i samme båd som dig. På den måde får I begge en hyggelig mandetur, hvor I kan snakke om alt andet end ammeindlæg og modermælkserstatning.

Brosten
Hvis det kniber med at få junior til at kigge på indersiden af øjenlågene, så fortæller vores erfaringer os, at en omgang brosten á la Paris-Roubaix (læs: cykelløb med sindssygt mange brosten) kan gøre underværker i forhold til den lilles søvn. 

Kirkegårde
Makabert? Næh, for kirkegårde er det perfekte sted til barnevognsture. Der er ingen lyskryds, ingen larmende børn, ingen støjende teenager og ingen dyttende biler. What’s not to like?

Brug din egen taske som pusletaske 
De fleste pusletasker er designet til kvinder. Og hvis du går bare en smule op i dit udseende (det ved vi, at du gør, din flotte fyr!), så har du det sikkert svært med den feminine taske. Tøm derfor din egen favorittaske og stop bleer og diverse i den – så holder du stilen!

 

TIP! Du kan læse flere nyttige far-tips og mere om livet som far på DaddyO.dk.
DaddyO.dk er til kommende og nuværende fædre og er et projekt, som er sat i søen af Kasper og Laus – to drengerøve og barndomsvenner – der begge blev fædre for første gang i 2014 til henholdsvis Viggo og Arthur.

 

LÆS OGSÅ: Fars udstyrsguide til barnevognsturen