Det kræver sin mand, at komme helskindet gennem de mange barnevognsture, livet som far byder på. Man er træt, og man er sulten, og overalt lurer der farer og udfordringer, som er svære at klare uden den rette forberedelse. Man må nemlig aldrig gå ned på udstyr! Derfor giver vi dig nu DaddyO.dk’s 5 bedste tips til dit udstyr på barnevognsturen! 

Kopholder
Det er et must, at du har et sted at placere din dyrebare livseliksir aka. kaffe. Specielt hvis din barnevogn er en ordentlig forstadsslæde, som du ikke kan styre med én hånd. Kopholdere kan købes i mange varianter. Vi har haft både de dyre og de billige – og de har alle forskellige fordele og ulemper. Du skal f.eks. overveje om din kopholder skal være selvnivellerende, så du ikke spilder kaffen, når du skal op af bakker. Desværre kan vi ikke love, at kaffen ikke skvulper over, når du rammer brostene – men der har du sikkert allerede kastet den flydende koffein i svælget. 

Regnslag
Det siger nærmest sig selv. Med de elendige vejrforhold som vejrguderne byder os, så er et regnslag essentielt for at holde junior tør.

Punkterfri-dæk
Kasper var for nærig og dum til IKKE at investere i punkterfri-dæk, da han købte sin barnevogn. Det har betydet ekstremt mange punkteringer og store frustrationer. Og senere hen har han måtte punge ud med kr. 800,- for at få gjort dækkene punkterfri. Dette er altså et råd, som kommer af bitter erfaring.

LÆS OGSÅ: Fars overlevelsesguide til barnevognsturen

Drejehjul
Laus købte en ordenlig forstadsslæde af en Emmaljunga. Det er en rigtig cruiser, der er pisse god til at køre lige ud. Men når man nærmer sig Strøget eller Gammel Kongevej, og man skal zig-zagge gennem horder af mennesker, glasskår og hundelorte, så ville man ønske, at man havde drejehjul. 

Babyalarm
Tag for guds skyld babyalarmen med ud på barnevognsturen! Det kan være, at du ikke for brug for den, men vores erfaring fortæller os, at det pludselig kan virke livsnødvendigt at køre en frisklavet kylling/bacon sandwich i skuffen. Og når sandwichen skal erhverves hos den lokale sandwichpusher, så er det altså meget smart, at man kan høre junior, mens han står ude i regnen.

TIP! Du kan læse flere nyttige far-tips og mere om livet som far på DaddyO.dk.
DaddyO.dk er til kommende og nuværende fædre og er et projekt, som er sat i søen af Kasper og Laus – to drengerøve og barndomsvenner – der begge blev fædre for første gang i 2014 til henholdsvis Viggo og Arthur.