Selvom vi elsker julen og julelysene, vover vi. Vi vover at slippe julen, som vi kender den. Og slippe mørket. 
Et år besluttede vi at snorkle og ride på kameler, mens juletræerne lyste og sneen faldt i nord.

[SPONSORERET INDHOLD]

 

Vi er langt ude i ørkenen. Vejene er af grus og det Røde Hav funkler. Alting er anderledes. Og selvom nissen normalt flytter med, er Dahab på lykkeligvis fri for kravlenisser og julehjerter. Vi er rejst langt væk.

I ugerne op til afrejsen begyndte vi at få lidt kolde tæer. Hvordan ville børnene klare en jul uden juletræ, uden lyskæder og julemænd? Ville de være i stand til at slippe juletraditionerne, som de elsker? Og hvad med os voksne? Men beslutningen er taget, så vi rejser mod syd, uden nisser.

En mørk og fugtig decemberdag flyver jeg af sted til Egypten sammen med mine børn. Vi skal finde byen Dahab og sidder inden vi ved af det i en bil på vej ud gennem ørkenen. Som med et trylleslag er juleglitter og brunkageduft blæst væk. Sandstøvet pakker os ind og en gang i timen bliver vi standset af en vagt, som vil vide, hvor vi skal hen. Urolighederne i landet har sat sine spor.

LÆS OGSÅ: Hemsedal - ryst familien sammen på ski

Det er mørk tropenat, da vi finder det lejede hus i den lidt slidte dykkerby. Vi griner lidt over omvæltningen og da vores rejsefæller ankommer dagen efter, afløses den lidt ensomme ørkenfølelse af en levende juleferiestemning med masser af børn.

Dog ser ingen af dem ud til at savne den hjemlige jul. De løber om kap for at finde badetøj og klipklapper. Vi voksne følger efter med vinterblege skuldre og små tanker om selve juleaften, som nærmer sig. Dahab ser ud til at lade julen glide forbi i tavshed. Livet fortsætter på gaderne mellem de frønnede hus. Der spilles backgammon og ryges pibe og skodderne lukkes til middag. Minareten vækker os tidligt om morgenen og langsomt sniger Arabien sig ind under huden, og vi snorkler.



LÆS OGSÅ: Florida - eventyr i pastelfarver

Men det bliver juleaften, selvom børnene næsten har glemt det. Vi ender med at samle os om et stort rundt bord på en restaurant med arabiske lamper ved havet. Vi har været i basaren og købe små gaver til alle børn, og de lyser alle i øjnene over denne helt anderledes jul. Bjældeklang er skiftet ud med havets brusen. 

Selvom vi er langt fra den juleaften, som vi kender, føles det rart at markere dagen med en god middag og lidt ekstra lys. Vi går en tur langs promenaden og ånder ind i en blanding af jul i hjertet og ørkeneventyr i kroppen. Børnene griner og løber af sted i den egyptiske julenat. De har aldrig prøvet noget lignende og taler stadig om det. Det har vi andre heller ikke.

1.juledag ligger vi igen med snorklen i vandoverfladen. Nissen flyttede ikke med.

Børn i Byen var inviteret til Dahab af Apollorejser.dk

Fakta:
Vi fløj til Sharm el Sheikh og rejste derfra videre til Dahab på egen hånd.
Huset lejede vi gennem http://dahab.net

Tilmeld dig Børn i byens nyhedsbrev og få de bedste oplevelser for børnefamilier serveret i din indbakke hver eneste uge. Følg også Børn i byen på Facebook og Instagram.