Bliv rig på fede oplevelser med dine børn – uden at tage en krone op af lommen. Skal I på museum, se biofilm eller måske ud og sejle?

1. Mumier & palmehave

Giv Glyptoteket en chance. Om tirsdagen er der gratis entre – og her kan børnene gyse over museets mumier, betages af de imponerende statuer og tage en pause i den eventyrlige, indendørs palmehave, hvor der sælges virkelig lækker kage.

2. Børnebiffen 

I hverdagene åbner Cinemateket  op for børnebiffen, der byder på gratis små kortfilm for de mindste. Filmene skifter en gang om måneden og er et sikkert børnehit. Smut en tur i Kongens Have bagefter, som ligger lige overfor. 

3. Sofa-dag

Tag på biblioteket og lej ungernes yndlingsserie, film eller bøger og drag så hjem i sofaen med popcorn, dyner og fuldstændig afslapning. Find et bibliotek nær dig lige her

LÆS OGSÅ: De 5 gratis museer

4. Bådtur

OK, denne her er næsten gratis. Men for et klip med klippekortet, kan I hoppe på HT-bådene hvert 20. minut, der sejler i byens kanaler og havne. Hop f.eks. på ved Skuespilhuset ved Nyhavn og stå af ved Operaen og nyd Holmens smukke vider, imens I spiser jeres medbragte madpakke. Find stoppesteder her.

5. Flyver-kig

Drag til Amager – helt ude ved den legendariske Flyvergrill, her er der nemlig perfekt udsyn til fly der lander og letter ved lufthavnen – en disciplin, der med sikkerhed vil betage ungerne. Husk kikkert! Tæt ved ligger en lille legeplads og Flyvergrillen lokker med klassisk grill-snask. 

6. Sjov på Østerbro

Østerbro inviterer til timevis af sjov i Fælledparken, som er et mekka for børn! Tag en tur i skaterparken med løbehjulet eller rulleskøjterne, oplev den fantastiske trafiklegeplads, som for nylig er blevet renoveret eller prøv kræfter med tårnlegepladsen. Nær boldbanerne i den del af parken, som ligger ud til Serridslevvej, er der desuden trampoliner, gynger, minifodboldbaner, basketballbane mv.

7. Indendørs leg

Er I trætte af regnvejret, men friske på at lege - så besøg Østerbros Blegdamsremise, som er den eneste gratis indendørs legeplads i byen. På stedets godt 1.000 m2 finder I både søroverskibe, tovbaner, naturværksted, PlayStation og plads til masser af vild leg. 

LÆS OGSÅ: De 5 gode legepladser

8. Bondegårdsdyr

Elsker børnene dyr? Så tag til Remiseparkens bondegård, hvor børnene - helt gratis, kan klappe en ged, sige hej til en pony og smile til en gris. Her er også en stor naturlegeplads med svævebane og meget mere. Og ja, det hele er gratis!

9. Rejs i tiden

Børnenes Museum på Nationalmuseet er en perle midt i byen og så er det gratis for børn. (Voksne betaler almindelig entré pr. 1. juli 2016: 75 kr.) Her tages børnene på opdagelsesrejse gennem forskellige tider og lande. Afsæt gerne et par timer, for når de små poder først begiver sig op i middelalderborgen, vikingeskibet eller ind i den gamle skolestue flyver tiden af sted. 

10. Frisk luft 

Tag ud i naturen - metroen kører jer til Amager fælled, der byder på en fed naturlegeplads, storslået natur, og bålpladser til fri afbenyttelse - var det noget med et lunt snobrød? I kan også nuppe toget til Klampenborg og gå i Dyrehaven, hvor der er masser af råvildt.