Det er tidlig morgen og tågen ligger som en blød dyne over Hjärtanässjön i Småland. Vi forsøger at skimte søbredden på den anden side, men forgæves. Vi er helt indhyllet i den tætte kølige dis, som også dæmper lydene, så vi nærmest optræder i et mimespil. Børnene springer næsten lydløst i den bløde mos på stenene mellem bådebroerne, som med mellemrum stikker ud i søen.

[SPONSORERET INDHOLD]

 

Vi vælger bro og skuer. For vi ved de er derude, regnbuelaksene, aborrerne, ørrederne.

Inden nogen fisk kan bide på, må børnene være bidt af fiskeriet. At fiske kræver stamina, særligt i børnehøjde. Tålmodighed og ro. Voksne hænder arbejder. Fiskeknuder og stram line. Ungerne kigger og lærer. De skal lære at kaste, og det går faktisk nemt. Pludselig er de bidt. Særligt måske, fordi der i begyndelsen er ret mange bid på krogen. Godt nok ikke af aborrer eller regnbuelaks, men af søbund og grene.

LÆS OGSÅ: Se sæler på Fanø

Første bro giver ikke held til fiskestangen, så vi går videre rundt langs søbredden og vælger en ny bro. Timerne går. Børnene holder små pauser fra fiskeriet og leger ved stenene. De bygger dæmninger og små broer. Dagen er lang og roen sniger sig ind og der er helt helt stille. Tålmodigheden trænes og skoven lægger sine arme om os.

Linen kastes ud. Der trækkes ind. Hånden kører hurtigt rundt med fiskehjulet. Blinket bliver kastet ud igen. Og igen. Så hænger to snører sammen og miseren må reddes ud. Små og store kaster ud igen.

Eventyrlig ferie i Astrid Lindgrens Verden

Pludselig rykker det. Søbund kan ikke rykke på den måde. Der må være bid. Der ER bid. Hurtigt tager de mest
erfarne hænder fat om stang og hjul for at lande fisken sikkert. Børnene hujer. Hopper. De voksne taler meget og hurtigt. Og griner fjoget. Det er så vildt at fange en fisk. Vores helt egen kæmpe store fisk. Og er det endda en regnbuelaks. Vi er lykkelige midt i skovens ro. 
Al tåge er lettet, solen skinner på alle måder og fisken lægges på køl. Den skal fryse et par døgn, før den må spises, så i mellemtiden må fangsten fejres med pølser stegt over bål.

Børn i Byen var inviteret til Ryssby i Småland af www.visitsweden.dk

Tips
- Husk fiskekort, købes altid lokalt, køb 1 eller 3 døgn.
- Børn under 12 år kan fiske på de vokses fiskekort.
- Medbring geddeforfang, spindere, blink og woblere.
- Blinklås, så man kan låse blinket (det er nemmere for børn)
- Børnefiskestænger fås til 100-300 kr.
- Tag et stort fiskenet med til at lande fangsten.
- Medbring kniv til at fjerne indvolde på fisken
- Medbring fryseboks og fryseelementer til at fryse fisken ned.
- Fisken skal fryses ned i 2-3 døgn for at fjerne parasitter, inden den kan tilberedes.
- Når børn skal lære at fiske, så sørg for at have erfaren voksen fisker med. Og børn mister ofte en del blink, så køb ikke det dyreste udstyr til en start.

Tips til nem frokost
De fleste steder er der ved søerne bålsteder, og det er nemt at finde smågrene.
- Medbring lidt briketter og lidt brænde, pølser, brød og drikke.
- Find pinde i det fri.
- Snit pindene spidse.
- Spid pølser og grill dem over bål, så har I hjemmelavede pølser på kort tid.

Fakta:
Fiskeri på Hjärtanässjön: Se http://www.långhultslax.se

Tilmeld dig Børn i byens nyhedsbrev og få de bedste oplevelser for børnefamilier serveret i din indbakke hver eneste uge. Følg også Børn i byen på Facebook og Instagram.