Tag ungerne i hånden og snobrødsdejen under armen - København byder nemlig på adskillige muligheder for de grill- og bålelskende storbymennesker, som gerne vil nyde et hjemmelavet måltid i det fri. Vi har her samlet 5 af byens bedste grill- og bålpladser.

1. Valbyparken

Hvor: Indgang fra Hammelstrupvej 41, 2300 KBH SV.

Valbyparken er en af Københavns mest alsidige parker, og er bl.a. hjemsted for en 25.000 m2 stor naturlegeplads med klatretårne, gangbroer, sandkasser, boldspilsbaner og ikke mindst en kombi grill-/bålplads. Her kan I grille og lege på livet løs, og efter et godt måltid, gå en tur i parkens forskellige temahaver, som bl.a. tæller H.C. Andersens orientalske have, Den sommerblomstrende have, Rosenhavnen og Frøparken. Også i temahaverne vil I finde opstillede griller til fri afbenyttelse.

2. Christianhavns Vold

Hvor: Indgang fra Christianshavns Voldgade, 1424 KBH K.

Christianshavns Vold har mange små, grønne oaser - både store og offentlige, og små og afskærmede, hvilket giver mulighed for en grillplads til et hvert temperament, og ikke mindst udsigt over vandet. Der findes desuden en offentlig grillplads på Panterens Bastion (den tredje fra havnen), som ligger lige ved siden af en stor legeplads, så ungerne kan tumle imens I griller. Senere kan I tage jer en rask gåtur på Christiania (se vores guide her). 

LÆS OGSÅ: Guide: Byg og flyv med drage

3. Østre anlæg

Hvor: Indgang fra Øster Voldgade, 1350 KBH K.

Midt i byen, mellem voldgrav og jernbane, ligger Püchlers Bastion og skaber omgivelserne for en urban skovtursstemning. Her finder I tre faste griller, samt nogle opstillede borde til engangsgriller - alle til fri afbenyttelse. Voldgraven har desuden et rigt fiskeliv bestående af skaller, aborrer, braser og ål, som ungerne kan kigge på (det er forbudt at fiske). Der findes dog også en legeplads og med en spytklat til Statens Museum for Kunst, kan I med fordel kigge forbi de gratis udstillinger.

4. Fælledparken

Hvor: Indgang fra Trianglen, 2100 KBH Ø.

Før i tiden blev der grillet over alt på Fælledparkens plæner, hvilket resulterede i afbrændte firkanter over alt i sommerperioden. Nu har parkens folk fået nok, og har i stedet skabt 5 grillpladser, ved bl.a. Jagtvej, Serridslevvej, over for pavillonen og på begge sider af søen. Her kan I sammen med parkens andre gæster, slå et tæppe ud, eller sætte jer ved de opstillede borde/bænke, imens ungerne leger på græsset, eller på en af de mange legepladser Fælledparken rummer. 

LÆS OGSÅ: De 5 rundvisninger

5. Amager Fælled

Hvor: Naturcenter Amager, Granatvej 3-9, 2770 Kastrup.

Amager Fælled er efterhånden københavnernes favoritsted for skovture og udflugter, da den giver en følelsen af at være på landet, selvom man befinder sig midt i storbyen. Der er ingen bilstøj, kun fuglefløjt og lidt flytrafik. Og så er der adskillelige bål- og grillpladser, bl.a. ved Naturcenter Amager, hvor der i øvrigt er lagt træ ud, som frit kan benyttes til at tænde op.