Tag ungerne med på en lærerig oplevelse på nogle af Københavns kulturelle steder. Få et kig ind bag facaden og se f.eks. hvordan man laver TV, teater eller kunst på nogle af Københavns bedste, mest børnevenlige rundvisninger.

1. DR Byen

Hvor: DR Koncerthuset, Ørestads Boulevard 13, 2300 København S.
Pris: Barn: 85 kr. Voksen: 150 kr.

Tag ungerne med på en børnevenlig rundvisning i DR Byens fantastiske lokaler på Amager. ”Det’ for børn” hedder arrangementet, og her vil I få et indblik i hvordan man laver TV og radioprogrammer som f.eks. X Factor, TV-Avisen og Radioavisen. I vil desuden komme rundt og se diverse TV- og radiostudier samt kontrolrum, og ungerne vil turen igennem blive inddraget aktivt, da de sammen med rundviseren skal finde frem til de ting, man bruger til TV- og radioproduktion. Afslutningsvis vil ungerne få lov til at røre og lege med en masse af det udstyr som de har mødt på deres vej, herunder kameraer. Turen er velegnet til børn i 5-10 års alderen, og billetter købes på forhånd her

2. Gamle Scene 

Hvor: Gamle Scene, Kongens Nytorv nr. 9, 1017 København K.
Pris: 100 kr.

Gå på opdagelse på Det Kongelige Teaters Gamle Scene, og mærk den helt særlige stemning, som præger stedet.
 Gamle Scene er kendetegnet ved sine historiske loftsmalerier, svungne engle og den traditionelle store prismelysekrone i teatersalen. På turen vil I komme med bag scenen, og se hvor sceneteknikken arbejder. I vil desuden besøge den store skræddersal, hvor de eventyrlige kostumer til teatrets forestillinger bliver til, og hvor kun fantasien sætter grænser. Afslutningsvis vil i få et kig ind i H.M. Dronning Margrethe 2.’s private salon og loge – lidt royal har man vel lov til at være. 
Rundvisningen tager 90 minutter, og er henvendt til både voksne og børn. Billetter købes på forhånd her

LÆS OGSÅ: De 5 udflugter ud af byen

3. Den Blå Planet

Hvor: Den Blå Planet, 
Jacob Fortlingsvej 1,
 2770 Kastrup.
Pris: 60 kr. (med årskort: 40 kr.)

Den Blå Planet, som er Nordeuropas største akvarium med mere end 20.000 dyr og 7 mio. liter vand, giver jer hver mandag kl. 17.30 mulighed for at komme på en eksklusiv rundvisning i stedets forunderlige dyb. Turen guides af en af stedets dygtige fortællere, som tager jer med rundt til de steder, hvor kun dyrepasserne kommer. I vil således bl.a. se gangene hvorfra akvarierne bliver passet, tankene som fiskene lever i inden de kommer i udstillingen, og det enorme pumpe- og filtersystem, som sørger for at fisk og havdyr får ilt og rent vand. Den guidede tur varer 75 minutter og I kan købe billetter i døren, eller her.

4. Statens Museum for Kunst

Hvor: Statens Museum for Kunst, Sølvgade 48-50, 1307 København K.
Pris: Gratis.

Hver søndag inviteres 4-12 årige børn i følgeskab med en voksen på gratis børneomvisning på Statens Museum for Kunst. Temaerne for omvisningerne varierer. Et eksempel er omvisningen "Ad - det er klamt", hvor der bliver kigget på klamme kunstværker i samlingen! Billetter kan afhentes i informationen en halv time før start, men bemærk der er et begrænset antal pladser. Læs mere om omvisningerne her. Yngre børn vil få mere ud af en tur i Børnenes værksted, hvor der kan leges med ler og maling.

LÆS OGSÅ: De 5 med dyr

5. Christiania

Hvor: Christianias Hjørneindgang i Prisessegade, 1407 København K.
Pris: 50 kr.

Fristaden Christiania, tilbyder spontane rundture fra Hovedindgangen i Prinsessegade, til jer som kommer uanmeldt på besøg. Rundturen varer 1-1½ time, afhængig af vejret, og finder sted hver lørdag og søndag kl. 15.00. Prisen er 40 kr. pr. person, og der tages helst imod lige penge. 
Turen begynder normalt med et lille foredrag, efterfulgt af en gåtur rundt i området. På rundturen vil I bl.a. besøge Pusherstreet med Den Grå Hal, småkiosker, spillehaller og malerværksteder, I vil desuden se Nemoland hvor der holdes et bredt udvalg af udendørskoncerter i sommerhalvåret. I kommer ligeledes forbi Christianias købmandsbutik, cykelmager, biograf og en bunke hyggelige spisesteder og legepladser, hvor børnene kan boltre sig. Rundvisningen er henvendt til både børn og voksne. Læs mere her.

Bonus rundtur: Sømods Bolcher 

Hvor: Sømods Bolcher, Nørregade 24 og 36b, 1165 KBH.K
Pris: Gratis.

Mandag til fredag kl. ca. 10.15, 12, 13.30 og 15 kan du tage ungerne i hånden, og sætte kursen mod Sømods Bolcher i Nørregade. Her kan I nemlig se produktionen af nogle af Danmarks lækreste bolcher - i alverdens smagsvarianter, former og farver.
Sømods Bolcher består udelukkende af perlesukker samt naturlige farve og smagsstoffer. Der er intet syntetisk og ingen konserveringsmidler tilsat. Råvarerne udelukker således maskinfremstilling, hvorfor alle Sømods produkter fremstilles i hånden, hvilket giver jer anledning til at få et kig ind i produktionen. OBS: Ændringer i besøgstiderne kan forekomme, hold øje med deres Facebook-side her.

Tilmed dig Børn i byens nyhedsbrev og få de bedste oplevelser for børnefamilier serveret i din indbakke hver eneste uge. Følg også Børn i byen på Facebook og Instagram.