Gruer du også en smule for at komme tilbage på job efter din barsel? Ens liv har ændret sig og der bliver stillet helt nye krav til én på hjemmefronten. Hente/bringe, tid med familien, barns sygedage, indkøb osv. Det betyder, at man nu skal til at gå til normal tid på jobbet (eller før) for at kunne hente – eller møde senere fordi man skal aflevere. Vi guider dig til en god start på job efter barsel.
 
Da du forlod arbejdspladsen var du måske en medarbejder som arbejdede meget. Måske var du hele tiden tilgængelig på mobil/mail, eller havde mulighed for at arbejde over. Det kan ofte være nødvendigt at komme tilbage til sit gamle arbeje og ændre chefens, kollegernes eller kundernes forventninger til en. Det er ikke altid let.

Det skal du være opmærksom på, når du starter på job efter barsel:

Forventningsafstemning

Som medarbejder kan man føle, at man skal tilbage og give den endnu mere gas og bevise, at det at få børn har ikke ændret på noget som helst. Men virkeligheden indhenter ofte én. Det at få et barn gør en stor forskel mentalt, ressourcemæssigt og personligt for de fleste. Det betyder at man i en kortere periode imens børnene er små ikke kan være "på" i så høj grad som tidligere.

Derfor er det vigtigt at lave en forventningsafstemning med sin chef når man kommer tilbage. Det er vigtigt at I sammen har en dialog omkring følgende:

* forventninger til jobbet (indhold)

* forventninger til hinanden. 

* Matcher dit jobindhold/mængde dit nye familieliv? 

Lav en opfølgning 3 mdr. efter.

Hvis din virksomhed har årlige individuelle mål, så få sat nogle realistiske mål sammen med din chef. Har du bonus som en del af din lønpakke er dette specielt vigtigt.

Fleksibilitet

Det er vigtigt at have fleksibilitet i sin hverdag med børn. Man ved aldrig, hvornår man kan blive ringet hjem eller hvornår ens barn bliver syg. Derfor er det godt, hvis både arbejdsgiver og medarbejderen kan blive enige om noget fleksibilitet begge veje. Det vil give mindre dårlig samvittighed og gøre arbejdet lettere, når man ved, at man f.eks. ikke skal have dårlig samvittighed over at have et sygt barn

LÆS OGSÅ: Musthaves til din barsel

Forandringer

Der vil uden tvivl være sket forandringer, imens du har været væk. Nogle forandringer kan være relateret til dit job og andre kan være organisatoriske. Det tager altid lidt tid at vænne sig til nye forandringer. Nogle forandringer vil give mening og andre kan virke helt håbløse. Vær lidt ydmyg omkring nye forandringer i starten. Lyt og observer – og vælg dine kampe med omhu. Tænk over hvad du har indflydelse på at ændre og hvad du ikke har indflydelse på at kunne ændre. Lad være med at bruge energi på noget du slet ikke har indflydelse på. Selvfølgelig kan du have en mening om det og ytre den. Brug energien på det, du kan ændre.

Optimering

Hvis din arbejdsdag består af mange møder, så prøv at organiserer dem i tidsrummet 10-15. Det er super stressende at komme løbende ind i et møde, eller skulle løbe midt i et møde. Mails kan være tidsrøvere. Ofte er det lettere at få noget afklaret hurtigere over telefonen – eller hvis det er muligt, gå hen til den man skal tale med. Man kan lynhurtigt bruge en masse tid på at svare mails, vente på svar osv. Få tingene afklaret hurtigt, så du kan komme videre med dit arbejde.

Frokostpausen

De fleste steder betaler man selv for sin frokostpause. Brug din pause som du selv har lyst til. Det er vigtigt at du får koblet mentalt fra. Brug ikke tiden foran skærmen eller andre arbejdsrelateret ting. Der er mange, som går en tur og tager frokosten med. Specielt når man er blevet børnefamilie, er det helt unikt at have en pause helt for sig selv. Brug den!