København er en fantastisk by med masser af muligheder for at opleve. Til tider kan det dog være rart at komme lidt ud for byens grænser og opleve hvad de omkringliggende steder kan tilbyde. Vi giver jer derfor 5 gode, børnevenlige udflugter uden for København.

1. Turen ”hinsidans”

En tur ”hinsidans” til vores svenske naboer kan føles som en hel lille miniferie. Selvom turen over broen til Malmø tager under en time (en halv time med Øresundstoget), bringer den os til et andet land med et nyt sprog og fremmede steder. Når I ankommer med toget i Malmø, er der kun få hundrede meter til, I står midt i byen. Herfra ligger alting inden for rækkevidde. Besøg f.eks. Malmöhus, Nordens ældste bevarede renæssanceslot, drys rundt i de charmerende, gamle brostensbelagte stræder ved Lilla Torg og se på moderne kunst og arkitektur i Malmö Konsthalls store, lyse rum. Tag et hvil på en af byens mange caféer, der altid inviterer til en omgang ”fika” -svenskernes udtryk for en kaffepause med kage til, fx en herlig kanelbulla, og husk at få shoppet lidt i bl.a. de store varehuse, hvor der ofte er noget at spare på mærkevarer til både børn og voksne.
Læs mere om Malmøs attraktioner på visitsweden.com.

2. Turen til Morten Korck-øen

På øen Hven, mellem Sjælland og Skåne, kan I også få en bid af Sverige. Her er der, I ægte Morten Korck-stil, skruet op for stokroser og små hyggelige gårdhaver, samt caféer med ternede duge og hvide stakitter hvor I kan nyde hjemmebagt kage imens børnene leger. Der er desuden masser af små gallerier med kunsthåndværk og udstillinger, samt udsalg af lækre lokale produkter som gedeost, Hvens egen durumhvede, rapsolie og bagværk. Uden om alt dette, ligger så markerne, skrænterne, strandene og de små havne og lokker. Hven er perfekt til en sviptur på en dag eller to, og det er nemt at komme hertil. Hop på færgen fra Havnegade 39 i København. Færgen sejler dagligt kl. 9.15 og lægger til i Hvens lille havn, Bäckviken. Turen tager 1 1/2 time, og færgen sejler tilbage mod København kl. 16.00. Prisen er 210 kr. for voksne og 150 kr. for børn. 

LÆS OGSÅ: De 5 udendørs legetøj

3. Turen til grønne omgivelser og forlystelser

Smukke Dyrehaven er kendetegnet for sine store grønne arealer – bestående af både skove og enge, sine grusstier, kronhjorte, hestevogne og ikke mindst sin nabo, verdens ældste forlystelsespark - Bakken.
Tag C-toget til Klampenborg station og gå en tur igennem Dyrehaven, for at ende på Bakken. Her koster det ingenting at være. Hold øje med Friluftsscenen, hvor bl.a. Katrine fra Ramasjang underholder på udvalgte dage sommeren over. I kan også betale jer fra gåturen, og i stedet springe på en hestevogn med plads til 4-6 personer. Det kan anbefales at tage madpakke med, da der findes mange flotte stedet at slå sig ned på turen igennem haven, men I kan også gemme appetitten til et Bakkens mange spisesteder.

4. Turen til slottet

I Helsingør, et smut nord for København med Øresundstoget, ligger Kronborg Slot, som med sin lange, dramatiske historie er en udflugt værd. Slottet blev bygget i middelalderen og er siden da blevet både fornyet, brændt ned til grunden, opbygget igen, indtaget og røvet af svenskerne, forladt og restaureret på ny. Sådan en historie sætter sine spor, hvilket betyder spændende oplevelser i vente, hvis man vil besøge slottet. Der er særlige arrangementer for børn i weekender og ferier, men også til daglig kan ungerne muntre sig med at løse opgaver i hæftet ’Kronborg for børn’, bygge slotte af lego eller klatre rundt på en kopi af Kronborg.
Entreen koster fra 45 kr. for børn og 90 kr. for voksne. Børn under fire år kommer gratis ind.
Selve Helsingør er desuden i sig selv et besøg værd, her er fyldt med butikker og spisesteder, samt færgen til den svenske by, Helsingborg.

LÆS OGSÅ: De 5 med dyr

5. Kanoturen

Furesøen, som ligger ca. 12 km fra København, er Danmarks dybeste sø, med et lækkert badeanlæg ud mod Værløse, og mulighed for at leje kanoer på timebasis.
Tag ungerne med på en kombineret bade-/kanotur, væk fra storbyens støj og bilos, i smukke grønne omgivelser og med masser af muligheder for at holde ind undervejs. 
I kan eventuelt medbringe fiskestangen og få tiden til at gå med at forsøge at fange skaller, geder, aborrer og sandarter, eller I kan læne jer tilbage og nyde udsigten til dyre villaer og smuk natur.
I kan læse mere om kanoudlejlning her.
Det anbefales desuden at I tager madpakke med, så I kan stille den lette sult undervejs. Husk desuden solcreme og masser af væske, og så må I ellers have en rigtig god tur!