København er en by fyldt med bademuligheder - hvad end I søger strand, frilufts- eller havnebad. Børn i byen har samlet 5 af de bedste badesteder til jer, så I nemt kan vælge, når I skal ud og have jer en kold dukkert her i sommervarmen.

Amager Strandpark

Adresse: Amager Strandvej 110, 2300 København S.
Åbningstider: Altid åbent.

Amager Strandpark består af en kunstig ø, som danner en lagune med lækre lavvandede, lune og bølgefri soppestrande - perfekte til børnene.
Strandparken strækker sig over ikke mindre end 4,6 kilometer hvid sandstrand, så der selv på brandhede sommerdage, hvor alle københavnerne flygter ud til vandet, findes en liggeplads til Jer. Der findes desuden gode rulleskøjte- og boldbaner, volleynet, isbarer, caféer, kajakudlejning mm., hvis I har brug for en afveksling til badningen.

LÆS OGSÅ: Opskrift: Solbærsaft

Havnebadet Islands Brygge

Adresse: Islands Brygge 7, 2300 København S.
Åbningstider: Mandag-fredag 07.00-19.00, lørdag-søndag 11.00-19.00.

Havnebadet Islands Brygge er et badested som tiltrækker både børnefamilier, motionssvømmere og strandløver fra hele byen.
 Selve anlægget består af et motionsbassin, et springbassin og to børnebassiner med fast bund. Det ene er 1,2 m. dybt, det andet er 0.3 m. dybt.
 Der findes derudover ferskvandsbrusere, men ingen omklædningsfaciliteter på stedet, dog er der toiletter på kajen, ca. 100 m. fra havnebadet. 
På plænen foran badeanlægget er der desuden god plads til at folde tæppet ud og holde picnic, eller til at spille noget bold. 

Svanemøllestranden

Adresse: Strandpromenaden 30, 2100 København Ø.
Åbningstider: Altid åbent.

Svanemøllestranden er en 4.000 km2 sandstrand med en 130 meter lang mole ud i vandet. Stranden er meget populær i sommermånederne, hvor det vrimler med både store og små, unge og gamle, som sammen nyder det friske havvand.
Selve stranden er anlagt i vinklen mellem den eksisterende strandpromenade og molen, med udsigt til Tuborg Havns nybyggerier på venstre hånd, og til Svanemølleværket på højre hånd. Stranden er bemandet med livreddere om sommeren, men stranden er tilgængelig hele året rundt.
Der ligger et lille ishus på stranden hvor børnene kan få sig en is eller en hotdog, og så er der er gode fiskemuligheder hvis man går til venstre mod Tuborg Havn.

LÆS OGSÅ: Geocaching - skattejagt i byen

Vandidrætslegepladsen i Fælledparken

Adresse: Fælledparken ved Edel Sauntes Allé, 2100 København Ø.
Åbningstider: Mandag-søndag 09.00-17.00.

Vandlegepladsen i Fælledparken er en af Københavns mest populære legepladser, nyrenoveret i 2013, med vandlabyrinter, en regnsky, to store vandkanoner der kan skyde mere end 5 meter ud på legepladsen, og ikke mindst soppesøen, som fyldes med vand i juni-, juli- og augustmåned, på dage med blå himmel, solskin og temperaturer over 21 grader.
På vandlegepladsen får ungerne en unik mulighed for at kombinere leg, motion og nedkølning i sommervarmen. Legepladsen fungerer både med og uden vand, og kan derfor også benyttes uden for sommersæsonen. Nogle af pladsens aktiviteter kører automatisk mens andre kræver fysisk aktivitet for at virke, hvilket giver plads til både leg og læring for børn i alderen 0-8 år. Vandidrætslegepladsen er desuden bygget op som en by der viser vandets vej fra skyer, gennem åer og kloakker, og videre ud i havet.

Bavnehøj Friluftsbad

Adresse: Enghavevej 90, 2450 København SV.
Åbningstider: Mandag-søndag 10.00-18.00.

Bavnehøj Friluftsbad ligger på grænsen mellem Vesterbro og Kongens Enghave, og er et nyrenoveret og meget børnevenligt badested. Hovedbassinet er 25 meter langt, derudover findes der et legebassin og en naturlegeplads i området, så børnene aldrig keder sig. Der findes desuden et vandlegeområde til de mindste, samt omklædningsrum og mindre skabe til opbevaring. Der er gratis adgang for alle - så det er bare frem til badetøjet og solcremen, og afsted!