Himmel og hav. Sand og sæler. Fanø har den vildeste natur. Sælbanken ligger 1,7 km ude i Vadehavet. Der er højt til himlen og vådt sand mellem tæerne. Tag ungerne med. 

[SPONSORERET INDHOLD]

 

Smid gummistøvlerne, uanset vejret. Det her skal mærkes. På huden, i håret, under fødderne. 
Forbered store som små på, at vandreturen ud til sælerne på banken er vild.

 Vi møder ind kl. 8 på stranden ud for Sønder Ho.

Regnbygerne blæser over os som iskolde drager og det eneste, vi tænker på, er sælerne, som ligger og venter langt derude. Længere væk end øjet rækker.
Børnene er mellem seks og tolv år gamle. Nogle hader åbenlyst regnvejr, andre hader at have bare tæer. Ikke desto mindre følger de trop ud i horisonten.

Sandorme og mågehuller

Havet har trukket sig og tilbage ligger den rillede havbund og større indsøer. Vidden er uimodståelig og flere af børnene spæner af sted og springer op i luften. De flyver nærmest.
Så bliver de kaldt tilbage til guiden. ”Kom og find en sandorm”, siger Jesper Voss fra Visitfanoe.dk. 
Han har skovl med og graver ned i sandet lige der, hvor der er rigtig meget sandormelort. Og op med skovlen kommer et bjerg af vådt sand og to store mørke sandorme. Små hænder rækker ud og vil gerne holde dem. Andre trækker sig tilbage i væmmelse.

”Mågehuller”, råber Jesper Voss pludselig gennem vinden. Vi stopper op. Mågehuller viser sig at være de mørkepletter på sandet. Han lærer os at lave mågehuller med fødderne. Vi tramper det samme sted mange gange og op af sanddybet kommer de små muslinger. Mågemad.

LÆS OGSÅ: 7 tips til skiferie med de mindste

Hej Luffe

Utålmodigheden sætter ind. Nu vil vi se de sæler og mange af børnene løber. Og med et standser de. For lige dér er de. Halvtreds meter over en bræmme af vand, og så ligger de der med deres store øjne. De er stille. Og børnene står stille. Vi mødes i blikket, her 1,7 km fra kysten. Med salt på hud og i hår. Et åndeløst møde med sæler.

Da børnene synger ”I dag er det Luffes fødselsdag” glider en af sælerne i vandet og svømmer os i møde. Vi hilser på og da han tager afsked, blæser vi tilbage til fastlandet igen.

Sælerne:

Omkring 200 gråsæler og spættede sæler hviler sig på sælbanken ud for Sønder Ho.
 Ved ebbe kan man gå over havbunden ud og se sælerne. 
Hvis man er heldig, vil et par nysgerrige sæler svømme hen til jer og hilse på.
Sælerne lever af sild og andre fisk af havet.

Tips:
Tjek altid tidevandstabellen
Tag med en guide fra Visitfanoe.dk
Husk regntøj – men drop gummistøvlerne

Gå i bare tæer

Medbring kikkert – det er stadig et lille stykke ud til sælerne.

Børn i Byen var inviteret til Fanø af www.visitfanoe.dk

Fotos: Thomas Skjold og Line Fjord.

Tilmeld dig Børn i byens nyhedsbrev og få de bedste oplevelser for børnefamilier serveret i din indbakke hver eneste uge. Følg også Børn i byen på Facebook og Instagram.