Findes der en bedre måde at opleve byen på, end fra bølgerne blå? Nej, vel? Vi har samlet 5 forskellige bådture, som med garanti vil være et hit når byen skal udforskes på en solrig sommerdag. Så fat sejlene og giv ungerne vind i håret på en af disse skønne ture til søs.


Den miljørigtige bådtur

Hvad: GoBoat
Hvor: Islands Brygge 10-12, 2300 København
 S
Hvornår: Alle dage - kl. 10-22
Pris: fra 399 kr.

GoBoat er Bryggens nye tilbud til Jer, som gerne selv vil tage styringen når København skal opleves fra vandet.
Lej Jeres egen båd, med plads til mellem fire og otte personer, og nyd så ellers stilheden i den solcelledrevne og bæredygtige GoBoat. Kræver ingen sejlererfaring.


Den aktive bådtur

Hvad: Bådebroen v. Kaffesalonen 
Hvor: Peblinge Dossering 6, 2200 København N
Hvornår: Mandag til fredag - kl. 08-24. Lørdag/søndag – kl. 10-24

Pris: fra 100 kr. pr. time

Søernes bådudlejning, også kaldet Bådebroen, er en udendørs café med madservering. Bådebroen er en del af Kaffesalonen, som ligger i bygningen lige over for. Her kan du leje robåde til 3 personer for 100 kr. pr. time, små vandcykler til 2 voksne og ét barn også til 100 kr. pr. time, og store vandcykler til 6 voksne til 150 kr. pr. time. 
Kombiner eventuelt turen med en frokost/middag på Bådebroen, eller find picnickurven frem og tag Jeres egen mad med ombord.
 

LÆS OGSÅ: De 5 picnic med børn


Den guidede bådtur

Hvad: Netto-Bådene
Hvor: Spring på ved Holmens Kirke, i Nyhavn eller ved Den Lille Havfrue
Hvornår: Mandag til fredag – ca. hver halve time fra kl. 10-17.
Lørdag – ca. hvert 40. minut fra 10-20.
Søndag – ca. hvert 40. minut fra 10-17.
Pris: Børn 15 kr. Voksne 40 kr. OBS! Du får rabat som medlem af børn i byen.

Tag på en guidet kanalrundfart med Netto-Bådene. Spring på ved hhv. Holmens Kirke, i Nyhavn eller ved Den Lille Havfrue, og besøg Operahuset, Amalienborg, Christianshavn, Christiansborg og meget, meget mere. Turen tager i alt 60 minutter, og det er tilladt at have mad og drikke med om bord. Så smør madpakken, tag ungerne i hånden og husk solcremen!

 

Den naturskønne bådtur

Hvad: Kajakhotellet
Hvor: Havkajakvej 8, 2300 København S
Hvornår: Mandag til fredag – kl. 12-19. Lørdag/søndag – kl. 10-17
Pris: 150 kr. pr. time, 500 kr. pr. dag

Kanoer er en fantastisk og anderledes idé til en naturskøn familiedag med børnene. Hos Kajakhotellet kan man leje kanoer og kajakker på uge-, dags- eller timebasis. Ved udlejning medfølger kano/kajak, padler og veste. Her har I rig mulighed for at opleve Øresund på egen hånd og i eget tempo. 
 

LÆS OGSÅ: De 5 med udsigt


Den billige, men gode bådtur

Hvad: Havnebussen
Hvor: Spring af og på, på nedestående rute som du vil
Hvornår: Mandag til fredag – 1-2 gange i timen (tjek sejlplan)
Lørdag/søndag – ca. 1 gang i timen
Pris: Det samme som en 2 zoners billet (24 kr. kontant/15 kr. med rejsekort)

Som et super godt og billigt alternativ til de traditionelle bådture kommer her havebusserne 991 og 992. Havnebusserne, som blot koster et enkelt klip på et 2-zoners klippekort, giver jer rig mulighed for at springe af og på som I vil, inden for billettens udløb. Begge busser er overdækket og er derfor ideelle på en regnvejrsdag. På en solskinsdag kan man stå ude på dækket og nyde havbrisen. 
Nedenfor ser i ruten for linje 991, 992 sejler samme rute modsatte vej.

Stoppesteder: 
Refshaleøen – Nordre Toldbod – Holmen Nord – Operaen – Nyhavn – Knippelsbro – Det Kongelige Bibliotek – Bryggebroen – Teglholmen