Børn i byen giver "Cykelmyggen og Minibillen" 4 ud af 5 stjerner ****

Der er altid flere sider af en sag - og alle bærer på en historie. Der er nyttige livsråd at hente for de mindste i Flemming Quist Møller og Jannik Hastrups fine film, ”Cykelmyggen og Minibillen”

Indrømmet. Da jeg sætter mig i mørket og ser de første par minutter tænker jeg: ”Det her bliver en smuk, men tilbageskuende omgang 70´er nostalgi: lidt langsom, med tung dialog og for eksplicitte pointer.”

Men jeg kommer heldigvis til at tage grueligt fejl.

Minibillen vil gerne være som de store og da loppepigen Miranda lokker ham, og får ham til at bryde ind i Dansemyggen Dagmars linedans, er han let at overtale. Uheldigvis ender det med Dagmar falder og forstuver sin fod, og derfor ikke kan danse mere. Mini bliver udråbt som skurken, føler sig udstødt og stikker af.

Ude i skoven falder han i klørerne på en røverbande under ledelse af den brovtne Skarnbasse Basse. Han tages til fange, men får mulighed for at blive optaget i banden, hvis han gør sig fortjent - og det går forbavsende let for Bille at falde til. Basse beordrer Mini til at bryde ind i bidronningens honninglager, men han bliver taget til fange og idømmes livsvarigt strafarbejde.

Derhjemme får Miranda dårlig samvittighed over at have gjort Mini til syndebuk, og da ingen tager ansvar, beslutter hun sig for for at drage ud for at finde ham...

Lærerige figurer i børnehøjde

Hastrup og Quist-Møller har formået at skabe opdaterede, skarpe og genkendelige figurer, som pinpointer klassiske sandheder og aktuelle tendenser: emner som fylder meget i et barneliv. Der er den sporty, spandexklædte Ego(n), som ikke rigtig byder på andet end fart, røvere som forsøger at klare sig i en rå verden og den dumme pige, som opfører sig sådan, fordi det er det eneste, hun har lært hjemme. Der er den forfængelige kammertjener, Didrik, som lader sig manipulere af den skarpe bidronning og hendes to forkælede og falske, men temmelig oversete teenageprinsesser.

Uden at tale ned til publikum udstilles typer og relations- og reaktionssmønstre; som en slags sociologi for begyndere. Et barneliv er ikke altid let, og jeg vil påstå, det er i de år, man har allermest brug for at lære at gennemskue sociale sammenhænge.

Minibillen og Miranda forsøger at navigere så godt de kan og udvikler sig undervejs - som sande hverdagshelte gør.

Og alt ender selvfølgelig lykkeligt: selv den gamle, sure Kålorm inviteres med til at synge minibillesangen - og vi går ud af biografen lettede, glade - og lidt klogere.

FAKTA: "Minibillen og Cykelmyggen" er i biograferne nu - se trailer HER