Her tipper Bloggeren (sneglcille.dk) - Cecilie til, hvordan hun og sønnen Otto bruger byen - de er især glade for Vesterbro!

Hvem? Cecilie: blogger - sneglcille.dk og Otto på 4 ½ år

Hvor? De bor på Vesterbro. 

 

Et ”hemmeligt” børnekultur-tip til byen?

- Noget, der er vildt inspirerende ved børn er, at en helt almindelig gåtur i gaderne sagtens kan være en kulturel oplevelse. Otto elsker når jeg viser ham steder jeg har boet, og når jeg fortæller historier om bygninger og steder i København. Metrobyggerierne er også et kæmpe hit, her kan vi tilbringe mange stunder bag ved hegnet, mens vi taler om maskinerne.

Noget andet er, at man i Cinemateket kan komme billigt (endda gratis nogle dage) i biografen. Ofte er det film som man normalt ikke ville komme til at se, det kan jeg (og Otto) godt lide, selvom vi også meget gerne kværner noget Disney i de ’rigtige’ biografer indimellem.  

Hvad har du sidst lavet med Otto i byen?

- I weekenden blev vi fanget inde i København K under halvmarathon. Noget som egentlig stressede mig helt vildt fordi vi havde planer og alt var afspærret, så vi måtte stille cyklen og gå en omvej. Men det endte med at blive en ret hyggelig tur, da jeg havde dampet lidt af og bandet færdig over at komme for sent til vores aftale. Særligt efterfølgende har Otto talt meget om alle dem, der løb og om deres guldmedaljer, så selvom det for mig var en irritation, har det for ham været en kæmpe oplevelse. Præcis derfor er børn så meget federe end voksne!   

LÆS OGSÅ: Sådan bruge DJ Kalle B og hans søn byen

En cafe, der er et hit hos jer begge?

Enghave kaffe, hvor der er fantastisk (!) brygget kaffe, folk man kender, og så er der motorcykler på væggene. Allan der er medejer af stedet har lovet Otto, at han må få den motorcykel der hænger bagerst i kaffebaren når han bliver voksen … Så den kigger vi selvfølgelig til ret ofte, mens vi spiser chokoladecroissanter.  

En legeplads I er særligt glade for?

- Otto har lige lært at cykle, så vi hænger virkelig meget ud på skatebanen på Enghave plads, og på Skydebanen, hvor der er små bakker man kan cykle op og ned af for fuld drøn. Ellers er vi helt vilde med Trafiklegepladsen i Fælledparken, der kommer vi desværre bare ikke så ofte.

LÆS OGSÅ: 10 gratis oplevelser i København

En rejse, der fungerede godt med Otto?

- Faktisk har jeg aldrig været ude og rejse med Otto, men i år skal vi til Tyrkiet, hvor Ottos far har et hus vi skal besøge.  Vi har været før i tiden været en del i sommerhus, både med familie og venner, hvilket har fungeret SÅ fint. Med strandbesøg, sene sengetider, grill og dyner på terrassen. 

Hvad laver I, når I skal slappe helt af?

- Vi er begyndt at spille en del spil. Vildkatten, billedlotteri og Kalaha for eksempel. Vi spiller også på iPaden (for tiden er det Alfons Aaberg der hitter) eller ser tegnefilm. Og så læser vi sindssygt mange bøger. Jeg var medlem af Gyldendals børnebogklub i 80’erne og 90’erne, så jeg har et hav af gamle bøger fra dengang, som glædeligt bliver læst igen og igen.

LÆS OGSÅ: 8 tips til mere nærvær i hverdagen