På det smukke hovedbibliotek i Gentofte arrangerer foreningen Genklange hver måned klassiske koncerter i børnehøjde for forældre og børn til 25 kr. per person. Det er den første lørdag i måneden kl. 11, og koncerterne varer i 45 min.

Foreningen Genklange inviterer store musikere til at give børn fra 2-12 år musikalske oplevelser med plads til dansende fødder og toiletbesøg.

Da jeg var afsted med mine piger på 11 og 13 år, var det en operasanger og pianist, der medrivende og engagerede begejstrede alle i rummet.

LÆS OGSÅ: 10 gratis børneoplevelser 

Højt til loftet

Koncerterne er i Øregårdssalen, der er lys og venlig, og der er på alle måder højt til loftet. Man bestemmer selv, om man vil sidde på stole eller en af de mange siddehynder på gulvet.

Musik og sang afbrydes af de optrædendes medrivende fortællinger. Det er så fint at opleve børnene lytte dybt koncentrerede og se, at nogen spontant bryder ud i dans. En 2-årig dreng stillede sig op ved siden af operasangerinden og mimede hendes mundbevægelser og gestik.

LÆS OGSÅ: De 5 gode legepladser

Opgaver til musikken

Efter ca. 20 min kan det indimellem være svært at høre de optrædendes intro til sangene. Børnenes hvisken og sagte tale er blevet mere højlydt. Men det hjælper på koncentrationen, at der hver gang er opgaver, der fokuserer børnenes opmærksomhed på musikken. Under koncerten, vi var til, blev der udleveret farveblyanter, så børnene kunne tegne deres oplevelse af musikken.

Bagefter nød vi varm kakao i bibliotekets café med skøn udsigt til parken.

Se programmet og læs mere på genklange.dk

TIP! Som medlem af Børn i byen får du rabat på medlemskab af Genklange.