(Knockout, Teater O/ Nørregaards Teater, alder 10-99 år)

Det handler om boksning. Det handler om krig. Det handler om sorg, vrede og hævntørst.
Det handler om to brødre – på 13 og 20 år: Tabet af den ene, den andens (bokse)kamp med at komme sig og først forstå hvordan og hvorfor.

Boksning er ikke vold! Kampgejst skal drive dig, ikke vrede! – vil Lasses træner (ondelyneme!) have ham til at forstå. Men Lasse er vred, en krig og et folk langt borte skylder ham sin bror.

Seriøs Boksning!

Jeg kan godt lide Knockout. Jeg synes forestillingen tager sit publikum og måske særligt deres aldersgruppe seriøst. knockoutMed deres gennemført fysiske forestilling mener jeg, de får ramt plet i forhold til (i bred forstand) interesser og måder at opfatte og forstå et emne på, når det gælder piger og drenge – måske især drenge – i den inviterede alder, 10 år og opefter: Der bokses på livet løs – vi har en konkret angivet boksering at sidde omkring som publikum.

De to skuespillere – i rollerne som storebror Mads, lillebror Lasse og hans boksemodstander (og muslim = fjende?) Akeem, træner Meier og hans gamle ”modstander” og bedste ven (skelettet i hans, vredens, skab) – udtrykker med deres kroppe alt det, deres personer ikke lige kan få sagt med ord.

Det synes jeg er meget sigende for børn/unge i den alder – teenagere eller på vej til at blive teenagere. Som voksen sidder man måske – jeg i hvert fald – med indtrykket af, at der overdrives lige voldsomt nok, når det angår fysiske stilisering og de meget udsagte budskaber: Skuespillet er lige netop følelsesmæssigt indlevet nok til at give et enkelt – men klart forståeligt, vil jeg dog mene! – billede af nogle typer og nogle typemæssige, om end psykologiske, reaktionsmønstre hos os mennesker.

Der er benyttet mange – for mange og for mange af hver, vil jeg dog mene, vi blev for hurtigt mættet! – faktuelle, historiske referencer til bokseverden, raceproblemer, menneskelig modstand og oprejsning, som måske for den voksne skærer problematikker og budskaber lige lovligt tykt ud i pap…

Men jeg tror det fungerer for de unge i salen! – Det synes at virke for dem denne mandag aften, og jeg tror også det generelt vil ved de øvrige fremvisninger.

Kropssprog og hormoner

Jeg hører nemlig til én af dem, der – i arbejdet med kunst for unge – tror på at det er vigtigt med konkretisering. Lidt groft og måske trivielt sagt, men vel ment om de unge (og slet ikke noget vi, introverte, voksne ikke kan lære af): De render simpelthen rundt med så mange hormoner og skiftende, nye følelser, ”huserende” i og givet til udtryk via kroppen, at de måske endnu ikke mestre ordet. Hvad der sker med kroppen, og hvordan den kan få dem til at føle sig bedre tilpas – det er hvad der for alvor optager dem i denne alder…!

Lasses boksetræner – hovedpersonens voksne kontakt i historien – støtter faktisk op omkring denne lytten til kroppen og det at bruge kroppen til at komme ud med det, vi har inden i…Men det er altså ikke nok, vi må også tale om problemerne. Det lærer vi.

På trods af ”for meget af det gode” – stykket kunne sagtens være sluttet noget før, men udpenslende virkelighedsreferencer går faktisk hen og ”stjæler” den afsluttende pointe…Vil jeg anbefale jer at gå ind at se denne fine forestilling! 

  
Nå at se forestillingen på:
FESTIVAL 2009 Teater for børn og Unge i Ballerup: Fredag d. 24. april kl. 19.00 og lørdag d. 25. april kl. 09.45, Parkskolen.
SPRINGFESTIVAL 2009 International Scenekunst for Børn og Unge i København: Tirsdag 19. maj kl. 10.30 & kl. 18.30