Børn i byen giver Pinocchio 4 ud af 5 stjerner ****

”Pinocchio” er visuelt en af de smukkeste animationsfilm, jeg har set. Landskaberne leder tankerne hen mod malerier af Cezanne, arkitekturen minder om De Chirico og alléen om værker af Horkney. Så filmen kommer nærmest til at fremstå som en hyldest til europæisk kunst. Det er på én gang filmen styrke og svaghed, da den stilmæssigt mister sin homogenitet og æstetikken let tager fokus fra fortællingen.

Klassisk fortælling

En dag hører den gamle dukkemager, Geppetto, pludselig lyde fra en af sine træblokke i værkstedet. Han begynder at skære i den og ud kommer en levende trædukke: fuld af energi og eventyrlyst. Geppetto har altid ønsket sig en søn, og forsøger det bedste, han kan, men Pinocchio er uregerlig og har mange erfaringer, han skal ud at gøre sig. Han har så travlt, at han glemmer at se sig tilbage, udvise taknemmelighed, tage hensyn og udvise ansvar. 

Undervejs på sin rejse farer han vild i livets labyrint, fristes af lette løsninger og hurtige venskaber, og det er først ved gensynet med Geppetto i hvalens bug, han vågner op, bliver en rigtig dreng og en god søn. 

Der er altid noget at finde i klassisk fortællinger, i dette tilfælde italienske Carlo Collodis roman fra 1883, men præmissen i Pinocchio er alligevel lidt for formynderisk, moralsk og tilbageskuende. Hvis jeg var barn, er jeg ret sikker på, jeg ville blokere for budskabet. Men måske er det bare det italiensk-katolske blik, som kolliderer med nordisk livssyn? 

LÆS OGSÅ: De 5 gode spil til hele familien.

Ekstraordinært smuk

Og filmen er ikke italiensk for ingenting. Der bliver talt meget! Særligt i begyndelsen af fortællingen. De danske stemmer er fine, særligt Nis Bank Mikkelsens tørre, sprukne og livstrætte Geppetto er fantastisk, men Pinocchio bliver en smule skinger og ikke specielt udtryksfuld, hvilket er ærgerligt, da man irriteres mere end identificeres med hovedkarakteren.

Et andet italiensk træk er musikken. Den skønne, nyligt afdøde komponist og sanger, Lucio Dalla, har en stor plads i italienske hjerter, og måske derfor får han lov at fylde uforholdsmæssigt meget, særligt i den sidste del af filmen. 

Men det er skønhedspletter. Alt i alt er ”Pinocchio” en ekstraordinært smuk og bevægende film; en klassisk børneodyssé med masser af spænding til både børn og voksne.

FAKTA: Pinocchio har premiree 20. februar. Se trailer her.

LÆS OGSÅ: De 5 gratis børneapps