Den ene dag ligner måske den anden ved swimmingpoolen. Børnene nyder det, men nogle gange skal poolkant og strandliv skiftes ud med nogle naturoplevelser, som ingen glemmer. På Gran Canaria er bjergvandring en oplagt mulighed.

Den ene charterrejse kan gå hen og ligne den anden. Pool, pizza, vandcykler og miniklub for børnene. Hvis ikke man foretager sig noget lokalt, kan hele familien godt komme til at glemme, hvor i verden ferien egentlig holdes. Der er varmt, solen skinner og der bliver talt et sprog, man ikke lige forstår. Stedet kan ligne et andet til forveksling. Så hvis man vil have lokale oplevelser, så er det bare med at komme ud af hotelområdet og væk fra stranden. Vi er taget til Gran Canaria og vil undersøge naturen uden for hotelområderne på den sydlige del af ugen.

Og ikke ret langt fra turistområderne på Gran Canaria er verden helt anderledes.

Kanariefugle, nåletræer og høj sol

Faktisk skal man bare sætte sig i en bil og køre få kilometer ind i landet, så er man i naturen. Midt på øen tårner bjergmassivet sig op. Hårnålesving og masser af små spanske landsbyer med mandelbutikker og små restauranter med udsigt til kirken.

Og en halv times kørsel fra småbyerne er naturen der, og vandrestierne ligger som et net ud over helt området. Kanariefuglene kvidrer og stierne snor sig fra varde til varde. Mens varderne viser vej, kryber firben i skjul, og solen brænder.

Bjergene på Gran Canaria er et oplagt udflugtsmål for familien. Der skal bare pakkes en lille rygsæk med madpakke og vandflaske til hver vandrer, stor som lille og så på med de gode sko. Det er en god idé, at følges med en guide, som kender navnene på fuglene, historierne om nåletræerne og de gode steder. Forældrene skal selv vurdere hvor langt deres børn kan gå.

Bjergene ligger der hver dag, men søndag er særlig. Spanierne har selv fri og går rundt på stierne med familien. Det gør jægerne også. For søndag er dagen, hvor der må jages. Derfor lyder der imellem et lammende skud, som giver ekko gennem tinder og dale, når en fugl rammes. Eller der rammes ved siden af. Hvis der er børn med på turen, kan de med fordel forberedes på jagten, så de ikke bliver alt for forskrækkede over skuddene eller over at se en død rype i munden på en jagthund, når den vender tilbage fra skoven med byttet. 

Der er vandreruter overalt. I alt 800 km på øen. Mange sværhedsgrader, forskellige længder og skiftende natur. Bjerge, bakker, skov, buskads. Alle steder er januar det smukkeste tidspunkt på året, for der blomstrer mandeltræerne. Men uanset årstid, gælder det om at finde det perfekte sted til picnic’en, så lad ungerne løbe ind mellem træerne og finde et magisk lille sted. 

LÆS OGSÅ: Her kan du købe fødselsdagsgaver

Pinjetræerne kaster deres skygger og skovbunden er blød af visne grannåle. Mange steder er det nederste af træstammerne sorte fra en stor skovbrand for syv år siden. Husk at tage hvidt papir med, for ungerne vil synes, at det er sjovt at skrive med sodede fingre på papir.

En vandretur i bjergene ændrer meget. Sanserne udfordres og behovet for vaffelis og overfyldt swimmingpool falder i baggrunden. Der er virkelig umagen værd at finde en tur i bjergene. 

Fra nogle af tinderne der er udsigtspunkter, hvorfra blikket kan flyve hele vejen til naboøen Tenerife og Spaniens højeste bjerg. Det er Teide, vulkanen, som hæver sig op i landskabet lige overfor. Så kan man drømme sig derover, mens kanariefuglene kvidrer videre.

Børn i Byen var inviteret til Gran Canaria af Apollorejser.dk

Tip: Guidet tur i bjerget
Rocky Adventure har skandinaviske guider og samarbejder med Apollo Rejser. Der er ture til enhver smag, de varer omkring seks timer, men kan tilpasses efter behov. Forældre bør kende deres børns formåen, for man giver ikke op undervejs. Til gengæld kan glæden ved turen næsten ikke købes for penge.
www.rockyadventure.com

Hvis man vil på vandretur, er det en god idé at tænke over det allerede hjemmefra, og medbringe en lille turrygsæk, gode sko, strømper, kasket og en trøje. Og selvfølgelig vanddunk og frokost.